Hun kendte overvågningskameraerne. Den blinde vinkel i gangen.

Og en nat i oktober tog hun chancen.

Efter dagens sidste sexkunde var gået, flygtede hun fra huset uden for Kramfors i Sverige, og ringede panisk til politiet.

»Jeg har været fange i mit eget hjem. Nu er jeg løbet hjemmefra, og jeg har ikke noget tøj på,« sagde hun ifølge Aftonbladet til alarmoperatøren.

»Han truer mig flere gange om ugen med, at han vil slå mig ihjel, og at jeg vil lide. Hvis jeg forlader ham, vil han slå mig ihjel.«

Hun henviste til sin daværende mand, som igennem tre år havde solgt hende mere end 300 gange til op mod 120 forskellige mænd i deres hjem, der var plastret til med kameraer.

Nu er han blevet idømt fire år og fem måneders fængsel ved Ångermanlands byret, fremgår det af en pressemeddelelse

Den 61-årige mand, som tidligere har haft en høj position i Hells Angel, nægtede sig dog skyldig.

Han forklarede i retten, at han ikke tvang sin kone til noget, men blot opfylde hendes ønske om at blive »luksusprostitueret«.

Byretten nåede dog frem til, at manden påvirkede og fik kvinden til at udføre seksuelle handlinger og acceptere sexkøbere.

Retten fandt det samtidig ikke bevist, at hun blev tvunget. Manden blev også dømt for to tilfælde af vold mod kvinden.

29 personer er desuden blevet dømt for at købe sex i sagen. To af dem er idømt fængsel, mens de andre er blevet idømt bøder.

De to, der er blevet idømt fængsel, har tidligere været idømt en fængselsstraf.

Sagen har chokeret mange i Sverige og ført til sammenligninger med den franske kvinde Gisèle Pelicot, hvis mand i 2024 blev dømt for at have bedøvet hende og ladet adskillige mænd voldtage hende, mens hun var bevidstløs.

Sverige indførte i 1999 en lov, der gør det forbudt at købe eller forsøge at købe seksuelle ydelser.