Sofies mors kæreste og far havde tidligere været kunder hos Ashraf's Massage uden problemer.
Derfor var der intet, der tydede på, at hendes massageaftale den 19. august 2024 skulle ende anderledes.
Men midt under massagen gik hun fuldstændig i baglås, da massøren trak hendes hoved ned mod sit skød, hvor hun mærkede, at han var opstemt.
Som en livløs dukke vendte han hende efterfølgende om på ryggen, hvor han begyndte at røre ved hendes bryster og hele vejen ned mod hendes underliv.
»Jeg blev helt fastfrossen og bange. Jeg tænkte, at det var helt, helt forkert,« siger hun til B.T. og fortsætter:
»Jeg kunne slet ikke finde ud af, hvad der foregik.«
36-årige Sofie er én af to kvinder, som er blevet udsat for seksuelle krænkelser af ejeren bag klinikken Ashraf's Massage, der ligger i Mårslet.
I sidste uge blev han idømt 30 dages ubetinget fængsel for blufærdighedskrænkelse ved Retten i Aarhus, men ikke frataget retten til at drive klinik.
Sofie ønsker ikke at blive genkendt som offer og optræder derfor anonymt i denne artikel. Hendes sag står ikke alene.
De seneste år har flere sager om seksuelle krænkelser i massageklinikker været for retten, og alene de seneste tre uger har to sager om massører kørt i Aarhus.

Har du oplevet lignende? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv direkte til journalsiten på emsh@bt.dk. Alle henvendelser behandles fortroligt.
Det var ikke første gang, at Sofie besøgte klinikken den 19. august sidste år, og hun havde heller ingen betænkeligheder, for tidligere havde alt været helt normalt.
Præcis som 33-årige Karina, der har været udsat for et lignende overgreb hos massøren, har fortalt til B.T.
Men denne gang var det ikke, som det havde været før. Han blev stående i lokalet, mens Sofie klædte om.
Og da han masserede hendes arm, trak han også så hårdt i den, at hendes hoved endte i hans skød.
Kort efter begyndte han at røre hende på upassende steder over hele kroppen.
»Jeg lå som en livløs kludedukke med lukkede øjne. Jeg blev simpelthen så bange,« siger hun og fortsætter:
»Jeg blev så forskrækket over mig selv, at jeg ikke sagde fra. Men jeg var bange for, at jeg hvis jeg gjorde modstand, så ville der ske noget skidt.«

Der var kun massøren og Sofie i klinikken. Og en session, der kun skulle have taget tre kvarters tid, endte med at trække ud i flere timer.
Sofie mistede tidsfornemmelsen fuldstændigt, indtil hun så et ur på massørens iPad: 16.36.
Her lagde hun pludselig også mærke til, at hendes underbukser var trukket ned, uden hun havde registreret det.
Med et chok hev hun dem op, rejste sig og begyndte at tage tøj på.
Dagen efter sessionen fik Sofie det så psykisk skidt, at hun brød sammen på arbejdet og blev sendt hjem.
»Min mor fandt mig liggende på gulvet i fosterstilling, da jeg ikke svarede på hendes beskeder,« siger hun.
Efterfølgende blev hun sat i kontakt med Center for Voldtægtsofre, som opfordrede hende til at anmelde overgrebet.
Da hun fem minutter inden sin vidneforklaring fandt ud af, at der var en anden kvinde, der havde oplevet det samme, var det en stor lettelse for Sofie.
»Det hele gav mening, hvorfor han virkede så rolig. Det var jo ikke første gang,« siger hun.
Ejer vil fortsat drive massageklinik
Ejeren bag Ashraf’s Massage oplyser til B.T., at han er uenig i dommen og overvejer at anke, da han ikke kan genkende kvindernes udlægninger.
»Jeg har ikke gjort noget af det, de påstår - at jeg skulle have rørt dem på en upassende måde. De var begge glade, da sessionerne var slut,« understreger ejeren.
Vi har talt med begge kvinder, hvor samme handlingsforløb går igen i historierne. Mener du, at kvinderne hver især har opfundet de her historier?
»Jeg tror, at sådanne anklager mod massageklinikker måske er almindelige – jeg ved det ikke. Jeg har ingen forklaring. Der skete ikke noget usædvanligt.«
Begge kvinder har oplevet seriøse konsekvenser som sygemeldinger og depression. Hvorfor ville de lyve om det?
»Jeg ved det ikke. Jeg forstår ikke situationen. Jeg føler, at jeg er endt med at stå som den, der har fejlet, fordi jeg ikke fik mulighed for at forsvare mig selv,« siger han.
Han understreger, at langt størstedelen af hans kunder er kvinder, og at han har gode anmeldelser på sociale medier.
»Jeg planlægger at blive ved med at drive klinik, men nu overvejer jeg at stoppe og finde et nyt job,« siger han.
Han bekræfter, at han også i 2018 blev anmeldt for blufærdighedskrænkelse af en kunde, men politiet rejste ikke sigtelse i sagen.
