Første gang 33-årige Karina trådte ind hos Ashraf's Massage, foregik alt uden problemer.

Men da hun en uge senere vendte tilbage, ændrede stemningen sig radikalt.

Massøren bad hende tage øreringe og halskæde af. Så BH’en. Alt imens han blev i lokalet. 

Sådan fortsatte det, indtil hun lå på briksen kun iført underbukser. 

Alarmklokkerne var endnu ikke begyndt at ringe, for hun havde jo været der før uden problemer. 

Det var først, da den 47-årige ejer lod hænderne glide ned over hendes krop, stak sine fingre i hendes mund og trak hende ind mod sit skød, at frygten satte ind. 

»Jeg gik helt i sort,« fortæller hun til B.T. 

Karina er et af to ofre for ejeren bag klinikken Ashraf's Massage i Mårslet, der i sidste uge blev idømt 30 dages ubetinget fængsel for blufærdighedskrænkelse ved Retten i Aarhus. 

Han blev dog ikke frataget retten til at drive klinik. 

Karina ønsker ikke at stå frem med sit efternavn og blive genkendt. 

ARKIVFOTO. Ejeren bag klinikken kan ikke genkende kvindernes udlægninger, fortæller han til B.T. 
ARKIVFOTO. Ejeren bag klinikken kan ikke genkende kvindernes udlægninger, fortæller han til B.T. 

Hendes sag står ikke alene. De seneste år har flere sager om seksuelle krænkelser i massageklinikker været for retten, og alene de seneste tre uger har to sager om massører kørt i Aarhus.

Har du oplevet lignende? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv direkte til journalisten på emsh@bt.dk. Alle henvendelser behandles fortroligt. 

I begyndelsen af sessionen den 26. januar 2024 fattede Karina ingen mistanke mod ejeren. 

Ikke engang da manden trak hendes underbukser ned, så de sad omkring knæene, og han kunne massere hendes baller.  

I første omgang slog hun det hen og tænkte, at det måske blot var et spænd, der skulle løsnes.

Men da han bad hende vende sig om for at massere skulderen, begyndte han i stedet at tage på hendes bryster. 

»Jeg stivnede fuldstændig. Jeg gik i chok og tænkte, 'hvad skal jeg gøre'? Jeg kunne slet ikke sige noget,« siger Karina. 

De 40 minutter, som sessionen skulle have taget, trak i stedet ud i to timer, hvor Karina lå med lukkede øjne under hele overgrebet.

Den 6. november blev ejeren bag Ashraf's Massage idømt 30 dages ubetinget fængsel. 
Den 6. november blev ejeren bag Ashraf's Massage idømt 30 dages ubetinget fængsel.  Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Hun gik i en form for choktilstand og frygtede, hvad manden kunne finde på. 

»Han havde ikke nogen sekretær. Der var ikke nogen udover ham og mig,« siger Karina.

Massøren fortsatte sine krænkelser, stak sine fingre i hendes mund og trak hendes krop over mod sit skød, så hendes hoved endte tæt på hans skridt. 

»Jeg var rigtig bange. Der var ingen, der kunne høre mig,« siger hun. 

Til slut holdt massøren Karina »som et lille barn« og spurgte, om hun godt selv kunne køre hjem. 

Hun fik betalt for de 40 minutter, sessionen skulle have varet, og satte sig derefter ud i bilen og græd. 

Her ringede hun også til politiet, der kort tid efter mødte hende i sit hjem. 

Efter overgrebet fandt sted, døjede Karina i lang tid med skyldfølelse. Hun tænkte på, hvorfor hun ikke havde sagt noget, og hvorfor hun ikke havde gjort noget. 

Karina er den ene af de to kvinder, ejeren bag massageklinikken er dømt for at krænke. B.T. har talt med begge kvinder. 
Karina er den ene af de to kvinder, ejeren bag massageklinikken er dømt for at krænke. B.T. har talt med begge kvinder.  Google Street View

»Jeg frygtede, at jeg havde vippet forkert med lillefingeren, og det på en eller anden måde sendte et signal,« siger hun.

Overgrebet har haft dybe konsekvenser for Karina. Hun blev sygemeldt, udviklede en depression og kæmper stadig med fysisk berøring og tillid til andre mennesker.

»Hvis der er nogen, der rører ved mig, for eksempel på min hals, så stivner jeg. Så forlader kroppen mig på en eller anden måde,« siger hun. 

I dag opfordrer hun andre, der har været udsat for noget lignende, til at anmelde det.

»Selvom man føler, at man står alene, så skal man tro på det. Man skal ikke finde sig i at blive udsat for sådan nogle ting,« siger hun. 

Ejer vil fortsætte med at drive klinik
Ejeren bag Ashraf’s Massage oplyser til B.T., at han er uenig i dommen og overvejer at anke, da han ikke kan genkende kvindernes udlægninger.

»Jeg har ikke gjort noget af det, de påstår - at jeg skulle have rørt dem på en upassende måde. De var begge glade, da sessionerne var slut,« understreger ejeren.

Vi har talt med begge kvinder, hvor samme handlingsforløb går igen i historierne. Mener du, at kvinderne hver især har opfundet de her historier?

»Jeg tror, at sådanne anklager mod massageklinikker måske er almindelige – jeg ved det ikke. Jeg har ingen forklaring. Der skete ikke noget usædvanligt.«

Begge kvinder har oplevet seriøse konsekvenser som sygemeldinger og depression. Hvorfor ville de lyve om det?

»Jeg ved det ikke. Jeg forstår slet ikke situationen. Jeg føler, at jeg er endt med at stå som den, der har fejlet, fordi jeg ikke fik mulighed for at forsvare mig selv.«

Han understreger, at langt størstedelen af hans kunder er kvinder, og at han har gode anmeldelser på sociale medier.

»Jeg planlægger at blive ved med at drive klinik, men nu overvejer jeg at stoppe og finde et nyt job,« siger han.

Han bekræfter, at han også i 2018 blev anmeldt for blufærdighedskrænkelse af en kunde, men politiet rejste ikke sigtelse i sagen.