»Overalt, hvor hr. Gargiulo gik, fulgte død og fordærvelse.«
Sådan lød det ifølge AP fra en dommer ved den amerikanske højesteret, Larry P. Fidler, da han fredag udstedte en dødsdom til Michael Gargiulo.
Den 45-årige mand, der er også er kendt som 'The Hollywood Ripper, blev dømt til døden, efter han blev kendt skyldig i at have dræbt to kvinder samt for forsøg på at have slået en tredje ihjel.
Og særligt drabet på Ashley Ellerin tilbage i 2001 har fået særligt stor mediebevågenhed.
Aftenen forinden havde skuespilleren Ashton Kutcher nemlig inviteret den 22-årige kvinde med til efterfest til Grammy Awards.
Men da Ashley Ellerin ikke mødte op på det aftalte tidspunkt, tog den populære skuespiller hjem til hende for at sikre sig, at alt var i orden.
»Jeg mente, at det var mærkeligt, at lyset i huset var tændt. Jeg ville ikke være den person, som kigger ind gennem vinduer,« lød det fra Ashton Kutcher, da han afgav forklaring i forbindelse med retssagen.
Skuespilleren overvejede, hvorvidt Ashley Ellerin var sur på ham, men efter han havde banket på et par gange mere, så gik han alligevel hen og kiggede ind af vinduet.
»Der så jeg noget, jeg troede, var rødvin på gulvet,« forklarede han videre.
Virkeligheden gik imidlertid hurtigt op for Ashton Kutcher, som umiddelbart efter alarmerede politiet. Hans fingeraftryk blev også fundet på gerningsstedet, men han har aldrig været mistænkt i sagen.
Det blev Michael Gargiulo, da han i 2008 forsøgte at dræbe en kvinde i Santa Monica. Mordforsøget mislykkedes imidlertid efter et længere slagsmål.
Slagsmålet medførte, at Michael Gargiulo efterlod sig blod og dermed dna, der koblede ham til mordene på Ashley Ellerin, som han stak 42 gange med en kniv, og på den 32-årige mor til fire Maria Bruno.
Ifølge AP kan der imidlertid gå lang tid, før dødsdommen bliver eksekveret. Gavin Newsom, der er Californiens guvernør, har tidligere udtalt, at der ikke vil blive udført nogen henrettelser, så længe han er guvernør.