Selvom det er mere end 18 år siden, at Ashton Kutcher skulle have været på date med Ashley Ellerin, så husker han stadig den dag tydeligt.
Her kom filmstjernen nemlig meget tættere på et mord, end man kunne ønske for selv sin værste fjende.
Det var planen, at Ashton Kutcher skulle tage Ashley Ellerin med til efterfest til Grammy Awards tilbage i februar 2001. Det kom bare aldrig så langt, skriver CNN.
Det har den populære skuespiller fortalt om de seneste måneder i retssagen mod Michael Gargiulo bedre kendt som “The Hollywood Ripper”.
Da Ashley Ellerin ikke kom til det planlagt mødepunkt, besluttede Ashton Kutcher at tage hjem til hende for at sikre sig, at alt var i orden.
»Jeg mente, at det var mærkeligt, at lyset i huset var tændt. Jeg ville ikke være den person, som kigger ind gennem vinduer,« forklarer Ashton Kutcher.
Skuespilleren overvejede, hvorvidt Ashley Ellerin var sur på ham, men efter han havde banket på et par gange mere, så gik han alligevel hen og kiggede ind af vinduet.
»Der så jeg noget, jeg troede, var rødvin på gulvet,« forklarer han.

Men hurtigt fandt Ashton Kutcher dog ud af, at det var det ikke. Han kunne se, at der var sket et eller andet, og han fik med det samme ringet til politiet.
Skuespillerens fingeraftryk var på huset, efter han havde forsøgt at komme ind, men han blev aldrig regnet som mistænkt i forbindelse med mordet.
Gargiulos forsvarer, Daniel Nardoni, slog dog hårdt tilbage i retssagen.
»Jeg kan forsikre dig om, at ved konklusionen af præsentationen med beviser, vil du ikke finde et eneste fysisk bevis, som forbinder ham til Ellerins død,« siger Daniel Nardoni om Michael Gargiulo.
Retssagen gik dog langt fra som ønsket for Michael Gargiulo. Manden, der har fået kælenavnet “The Hollywood Ripper”, fordi han stak sine ofre ned, blev torsdag kendt skyldig for to drab i sagen.
Desuden blev han også dømt for at have forsøgt et tredje. Det var den episode, som i sidste ende endte med at fælde ham.
Her fik han nemlig skåret sig selv, og på den måde kunne politiet finde frem til ham ved hjælp af DNA-spor.
Ashley Ellerin blev stukket 47 gange, inden Ashton Kutcher fandt hende død.