En 36-årig mand er stukket to gange med en kniv under et natligt slagsmål i Aalborg. 24-årig er anholdt

Et slagsmål foran en kro på Hadsundvej i Aalborg endte kort efter midnat med, at en 36-årig mand blev stukket to gange med en kniv.

En 23-årig kvinde kom lettere til skade under hændelsen, som blev anmeldt til politiet klokken 0.44.

Den formodede gerningsmand er anholdt med en kniv på sig.

Det oplyser Nordjyllands Politi lørdag morgen.

- Umiddelbart er den forurettede mand ikke i livsfare, som det ser ud lige nu. Han har været på operationsbordet og skal opereres igen, siger vagtchef Jesper Sørensen.

Den mistænkte person, en 24-årig mand, er sigtet for grov vold. Han vil sandsynligvis blive fremstillet for en dommer i løbet af lørdagen.

- Han løb fra gerningsstedet, men vi anholdt ham cirka 500 meter derfra. Han havde en kniv på sig, som vi antager er gerningsvåbnet, siger vagtchefen.

Den 24-årige er kendt af politiet i forvejen.

Det er endnu uvist, hvad der førte til slagsmålet mellem personerne.

- Vi skal også have undersøgt, hvordan den 23-årige kvinde er involveret i det. Hun er blevet snittet, formodentlig også med en kniv, men hun er ikke kommet alvorligt til skade, siger vagtchefen.

For en sikkerheds skyld blev kvinden også bragt til hospitalet.

/ritzau/