En skolegård i Uldum i Midtjylland, der har kostet en millioner kroner at renovere, bliver i disse dage hærget af unge mennesker.

Det er mindre end et år siden, at skolegården blev indviet, efter byens børn og borgere havde indsamlet en million kroner til at renovere den.

Men i ferien er skolegården blevet 'offer' for groft hærværk begået af en række unge mennesker. Det skriver Horsens Folkeblad.

Hærværket udmønter sig i brandmærker på bænke, graffiti og afsvedne mærker i gummibelægning på klatrestativer.

Læg dertil, at det flyder med glasskår, smadrede lightere, brændt sølvpapir og skodder i skolegården.

Efter en episode i weekenden med hærværk og nogle unge, der stak af fra stedet på scooter, har borgeren Jesper Hammer meldt gruppen til politiet.

Han er ked af det eskalerende hærværk på området.

Derfor har han også taget initiativ til at danne en lokal natteravnslignende gruppe, der kan patruljere i området.

»Det handler ikke kun om hærværket, men også at de yngre børn skal være trygge ved at være på legepladsen. Eleverne på skolen tager ejerskab for den, fordi de selv har været med til at samle penge ind til det, men nu er flere utrygge ved at tage derop, fordi de ældre unge er der,« siger Jesper Hammer til avisen.

På nuværende tidspunkt har 10 bekymrede borgere og forældre meldt sig til gruppen af natteravne.

De første vagtplaner er lavet.

Planen er desuden at tage kontakt til de lokale SSP-medarbejdere og landbetjenten for råd og vejledning i, hvordan man kan dæmme op for problemerne.