Fire år efter det største svindelnummer i dansk historie blev opdaget, har Skattestyrelsen formået at hente 10 millioner kroner af det mistede beløb hjem.

Det svarer til 0,08 procent af de 12,6 milliarder kroner, som statskassen mistede efter fusk med udbytteskat. Alligevel er skatteminister Karsten Lauritzen (V) optimistisk.

B.T. er rejst til skattelyet Dubai for at tegne et portræt af Sanjay Shah, den hovedmistænkte bag svindelnummeret.

Her lever han blandt nogle af verdens rigeste og mest magtfulde mennesker. Sandsynligvis for penge, der er stjålet fra den danske stat.

Karsten Lauritzen kalder det dybt utilfredsstillende, at Sanjay Shah stadig lever et liv i luksus.

»Man skal huske, at man er uskyldig indtil det modsatte er bevist. Under forudsætning af, at han har andel i svindelen, synes jeg, det er dybt forargeligt, at han kan fortsætte med det.«

Skattestyrelsen begyndte for et år siden at anlægge retssager mod 470 personer og firmaer, der mistænkes for at være i ledtog med Sanjay Shah.

I november 2018 kom nyheden om, at to af de flere hundrede sagsøgte havde indgået forlig og betalt 10 millioner kroner tilbage til Danmark.

»Når nogen vil det, så er det fordi, de har en dårlig sag,« siger ministeren.

Men siden november har ingen af de andre stævnede mistænkte valgt at betale.

Nu venter de omkostningstunge retsopgør, og ministeren er overbevist om, at Skattestyrelsen vinder.

Den samlede udgift for den danske stat forventes at løbe op i to milliarder kroner for at betale advokater i de fem lande, hvor retssagerne kører.

»Det vil koste nogle penge at gennemføre de her retssager, men det vil i sig selv også være en straf over for de her mennesker. Nu har de troet, at de kunne snyde og svindle for milliarder og så gemme sig i Dubai og andre lande,« siger Karsten Lauritzen.

Hvad mener du med, at det er en straf i sig selv? Det er jo ikke sikkert, at de taber?

»Nej, men det føler jeg mig nu ganske overbevist om, at de gør,« siger ministeren.

I alt vurderer Karsten Lauritzen, at omkring seks milliarder kan hentes hjem. Hvis det lykkes, mangler der stadig 6,7 milliarder kroner fra det omfattende svindelnummer.

Er de resterende 6,7 milliarder så væk?

»Nej, når vi siger, at det er realistisk at få seks milliarder hjem, så er det fordi, vi kan se, at det er der værdier for hos de sagsøgte. Resten af pengene er også et eller andet sted. Men der har vi ikke viden om, hvor de befinder sig præcist endnu. Men vi forsøger at få alle pengene hjem,« forklarer Karsten Lauritzen.

Der er en masse ubekendte i den her sag, eftersom I stævner 470 personer og firmaer i fem forskellige lande. Kan advokatregningen risikere at overstige to milliarder kroner?

»Det er rigtigt, men for mig handler det også at komme efter de mennesker, der har tjent penge på svindlen. Det er en straf i sig selv, at de nu af egen lomme skal betale advokater. De bliver hængt ud i offentligheden som nogle, der har svindlet den danske stat. Det tror jeg ikke, der er ret mange, der har lyst til,« siger han og tilføjer:

»Jeg tror ikke, at advokatregningen bliver større end de penge, der er sat af. Der er afsat en buffer. Omkring 40 procent af de to milliarder regner vi ikke med at bruge, men vi har sat dem af for en sikkerheds skyld. Så forhåbentlig bliver det noget billigere.«

Selv om der i hans tid som skatteminister har været den ene skandale i skattevæsnet efter den anden, kan de ikke måle sig med sagen om udbytteskat.

»Det her har været min værste sag i min tid som skatteminister: At nogen slipper af sted med så mange penge - og det bliver opdaget nogle uger inde i min embedsperiode. Jeg forstår godt, at der er nogen, der siger: 'Hvorfor skal jeg betale min skat, når de kan slippe afsted med milliarder'. Derfor sætter vi alt ind på at komme efter dem,« siger Lauritzen.

»Jeg er selvfølgelig først tilfreds, når der er nogen, der sidder og afsoner i et dansk fængsel.«