Det må ikke ske, og det bør ikke kunne ske, at rengøringspersonale kan udløse et stort sikkerhedsbrud i staten.

»Når man hører om denne sag, så rejser nakkehårene sig,« siger Jan Jarlbæk.

Han er sikkerhedsrådgiver og tidligere efterforsker hos Rigspolitiets Rejsehold.

Sagen handler om rengøringsselskabet Rengoering.com, hvis personale bevæger sig rundt i statens ministerier og styrelser om aftenen. De har også adgang til retssale og lokaler hos domstolene. Men rengøringsselskabet er nu omdrejningspunktet for en politisag – og en skandale.

Som B.T. torsdag kunne afsløre, har medarbejdere hos Rengoering.com anvendt ulovlig arbejdskraft og stået bag sikkerhedsbrud i staten.

Det fremgår af en aktindsigt om Rengoering.com, at der blandt andet er opdaget et sikkerhedsbrud i Udlændingestyrelsen.

Rengoering.com forklarer i et skriftligt svar til B.T., at firmaet 'ikke har været vidende om eller har medvirket til, at personer har arbejdet uden arbejdstilladelse eller i andre personers navn.'

Rengøringspersonale har ifølge B.T.s kilder lånt deres adgangskort med sikkerhedsgodkendelse ud til andre, som ikke er godkendt.

»Det må ikke ske. Det får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig,« siger Jan Jarlbæk.

Han mener, at perspektiverne i sagen om sikkerhedsbrud i staten er »dybt alvorlige«.

For selskabets rengøringspersonale har om aftenen adgang til staten og domstolenes inderste kontorer.

»Personerne kan få adgang til retsdokumenter og informationer om ministre og medarbejdere i staten,« forklarer Jan Jarlbæk.

Noget, som personer, der vil staten og Danmark det ondt, kan udnytte.

Foreløbig er ti personer anholdt i efterforskningen af Rengoering.com, oplyser Københavns Politi til B.T.

Efterforskningen vil med al sandsynlighed afdække, om medarbejdere har misbrugt adgangen til andet end at gøre rent.

Også tidligere operativ chef i PET Hans Jørgen Bonnichsen mener, at sikkerhedsbruddet aldrig burde kunne ske.

»Det viser, at der ikke er tale om et enkelttilfælde. Det lyder mere organiseret,« siger Hans Jørgen Bonnichsen.

Tidligere efterforsker i Rigspolitiets Rejsehold Jan Jarlbæk hæfter sig ligeledes ved antallet af anholdte i sagen.

»Det underbygger mistanken om, at den her virksomhed ikke har rent mel i posen.«

Både Jan Jarlbæk og Hans Jørgen Bonnichsen påpeger, at statens kontrolmekanismer har svigtet.

Men også leverandøren Rengoering.com har et ansvar for at vide, hvilke medarbejdere man har.

Af en aktindsigt fra Justitsministeriet fremgår det blandt andet, at der har været »manglende sikkerhedsgodkendelse af ansatte«.

En anden aktindsigt viser, at statens embedsværk og kontrolenhed har undersøgt omfanget af ulovlig arbejdskraft og sikkerhedsbrud ved alt fra Finansministeriet til Domstolsstyrelsen.

Dagen efter Københavns Politi gennemførte en omfattende aktion mod Rengoering.com, tog staten konsekvensen.

Økonomistyrelsen, som er ansvarlig for den store rengøringsaftale, rev millionkontrakten over med øjeblikkelig virkning. Domstolsstyrelsen er som eneste statslige institution dog forsat med at bruge Rengoering.com som leverandør.

Ejeren af Rengoering.com, Qasem Ashraf, ønsker ikke at kommentere politisagen, så længe efterforskningen kører, siger han til B.T.

Qasem Ashraf kan dog oplyse, at han er bekendt med Økonomistyrelsens ønske om at afbryde alle aftalerne med Rengoering.com.

Der er dog »bestemt ikke enighed« om, hvorvidt rengøringsselskabet har misligholdt aftalen og arbejdsklausulen, siger han.

Rettelse: I denne artikel fremgik det, at rengøringsassistenter fra Rengoering.com arbejder uhindret i statens bygninger om natten. Selskabet oplyser, at deres medarbejdere kun arbejder i dagtimerne og aftenen. Artiklen er også blevet opdateret med en skriftlig kommentar fra Rengøring.com.