Søndag morgen blev en 52-årig kvinde og en 28-årig mand fremstillet i grundlovsforhør, efter at et toårigt barn lørdag døde.

De to personer er sigtet for kvalificeret vold med døden til følge, og ved grundlovsforhøret kom det frem, at barnet – ifølge anklageren – har fået slag i hovedet med et ukendt redskab, og efterfølgende er død på grund af et kraniebrud og blødninger i hovedet.

Det skriver JydskeVestkysten, som var til stede ved Retten i Esbjerg søndag morgen, indtil dørene blev lukket af hensyn til efterforskningen.

De to sigtede, der begge er fra Varde Kommune, nægter sig skyldige.

Det toårige barn blev natten til lørdag indlagt på Sydvestjyst Sygehus i Esbjerg og efterfølgende overført til Odense Universitetshospital, hvor det afgik ved døden kort før klokken 16.

Tidligt søndag skrev politiet i en pressemeddelelse, at den 52-årige kvinde og 28-årige mand ville blive fremstillet i grundlovsforhør klokken 7.30.

»Vi indledte lørdag en undersøgelse af dødsfaldet for at få afklaret de nærmere omstændigheder og har nu sigtet de to personer,« sagde vicepolitiinspektør Brian Skovrup Christensen fra Syd- og Sønderjyllands Politi i den forbindelse.

»Sagen efterforskes fortsat, og vi har af hensyn til efterforskningen ikke yderligere oplysninger om sagen i øjeblikket,« lød det videre.