Natten til lørdag blev et toårigt barn indlagt på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Efterfølgende blev barnet overført til Odense Universitetshospital, hvor det døde kort før klokken 16.

Søndag morgen melder politiet ud, at en 52-årig kvinde og en 28-årig mand fra Varde Kommune fremstilles i grundlovsforhør klokken 7.30 – sigtet for kvalificeret vold med døden til følge.

»Vi indledte lørdag en undersøgelse af dødsfaldet for at få afklaret de nærmere omstændigheder og har nu sigtet de to personer,« siger vicepolitiinspektør Brian Skovrup Christensen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

»Sagen efterforskes fortsat, og vi har af hensyn til efterforskningen ikke yderligere oplysninger om sagen i øjeblikket,« siger han videre.

Anklagemyndigheden vil anmode om lukkede døre i forbindelse med grundlovsforhøret.

Politiet var lørdag til stede på en adresse i Varde Kommune, men disse undersøgelser er nu afsluttet, lyder det.