Syd- og Sønderjyllands Politi har indledt en undersøgelse af omstændighederne omkring et toårigt barns død.
Det skriver politiet i en pressemeddelelse.
Natten til lørdag blev barnet indlagt på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg, herefter blev barnet overført til Odense Universitetshospital, hvor den toårige afgik ved døden.
»Vi har indledt en undersøgelse af dødsfaldet for at få afklaret de nærmere omstændigheder«, lyder det fra vicepolitiinspektør Brian Skovrup Christensen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
I forbindelse med undersøgelsen er politiet tilstede på en adresse i Varde Kommune.
Det skrives videre, at man vil foretage afhøringer, der skal klarlægge omstændighederne.
Barnets pårørende er underrettet, og politiet har ikke mere at tilføje til sagen på nuværende tidspunkt.