En 29-årig mand er efter et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus blevet varetægtsfængslet i surrogat i fire uger.

Han er sigtet for besiddelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder.

Manden blev anholdt søndag klokken 19.23, da han med tog ankom til banegården i Aarhus.

Politiet havde på forhånd modtaget en anmeldelse fra Arriva.

Medarbejderne i trafikselskabet ønskede hjælp til at bortvise manden, der virkede meget påvirket.

Ved anholdelsen havde manden en sportstaske på sig.

Denne stod halv åbent, og ved nærmere eftersyn kunne politiet konstatere, at der lå noget, der lignede skæftet på et gevær.

Det viste sig, at manden var i besiddelse af et oversavet jagtgevær.