Lad være med at gå rundt med et oversavet jagtgevær i tasken, når du er fuld.
I det hele taget er det en dårlig idé at bære våben på gader og stræder i Danmark, for det er nemlig forbudt.
Det har en 29-årig østjyde måtte lære på den hårde måde.
Han har lige fået en dom på tre et halvt års fængsel, fordi han i stærkt beruset tilstand havde et oversavet jagtgevær og flere patroner i sin taske.
Den unge mand blev fundet i et Arriva-tog på banegården i Aarhus i december sidste år, hvor han sad og sov og var tydeligt beruset.
Personalet i toget kunne ikke få liv i ham og ringede efter politiet.
Da betjentene nåede frem, opdagede de våbnet i hans sportstaske, som stod på gulvet mellem mandens ben.
Han blev straks anholdt og sigtet for besiddelse af skydevåben i det offentlige rum under særligt skærpende omstændigheder.
Nu har Retten i Aarhus idømt ham ubetinget fængsel i tre et halvt år.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
»At gå rundt med et farligt skydevåben i det offentlige rum er en meget alvorlig forbrydelse, og det viser rettens dom jo også. Den 29-årige er desuden tidligere dømt efter våbenloven og for røveri, og det var med til at skærpe straffen,« siger senioranklager Jakob Beyer.
Den 29-årige blev også dømt for i en telefonsamtale at have truet sin sagsbehandler ved Kriminalforsorgen på livet.
Han nægtede sig skyldig og ankede dommen.