Lugten af benzin er så intens, at den ikke er til at tage fejl af.

Det ved Trine, Helle og mange andre, der har været ofre for en en bølge af hærværk og tyveri, som ukendte gerningsmænd står bag.

»Jeg havde parkeret min bil, som jeg plejer. Næste dag opdagede jeg, at der lå benzin hele vejen rundt om bilen,« fortæller Trine Thorup.

Hendes mand kunne se, at benzinmåleren var helt i nul, men han forsøgte alligevel at starte bilen.

I samme øjeblik spyttede familiens lille Volkswagen Up de sidste to tynde stråler benzin ud på parkeringspladsen i Holte. De forstod ikke, hvad der var sket med bilen.

Det kunne mekanikeren på værkstedet dog hurtigt forklare.

Nogen havde lagt sig ind under bilen, boret hul i tanken og tømt den for benzin.

Regningen endte på omkring 6.000 kroner, og Trine har en selvrisiko på 5.000 kroner.

Fra hullet i benzintanken har forbryderne stjålet benzin fra Helle Jette Thomsens bil i Ølstykke.
Fra hullet i benzintanken har forbryderne stjålet benzin fra Helle Jette Thomsens bil i Ølstykke.
Vis mere

»Politiet sagde, at det ikke overraskede dem. De havde lige fået en lignende anmeldelse.«

En af dem, som også har været offer for serieforbrydernes benzintyveri, er Helle Jette Thomsen fra Ølstykke. Hun havde for tre uger siden parkeret sin bil på en stor, åben parkeringsplads ved Stengårdsskolen, hvor hun skulle til personalemøde.

»Jeg kom ud til min bil, som stank af benzin. Da jeg kom hjem, lyste min mand under bilen, hvor han fandt et stort hul, som helt fint var boret ind i tanken,« fortæller hun.

»Jeg synes, det er noget svineri og simpelthen så tarveligt.«

I Facebook-grupper for byer andre steder på Sjælland fortæller talrige bilejere, hvordan de også har været udsat for det samme. Nogle melder om flere episoder på én og samme nat.

I et enkelt tilfælde har en bil fået boret hul på tanken, men benzinen blev ikke stjålet.

Den endte i stedet bare med at flyde ud på jorden.

De fleste har fået boret hul på benzintanken, mens bilen har holdt på en offentlig parkeringsplads i byen eller ved togstationen. Hos enkelte er det sket i deres private indkørsel.

Det fortæller en 55-årig kvinde, der også er fra Ølstykke, men som ønsker at være anonym.

»Jeg synes virkelig, det er ubehageligt og grænseoverskridende, fordi det er sket på vores private matrikel i løbet af natten. Nu har vi fået mere lys tændt i vores indkørsel,« siger hun.

Selv Omar Abbas, der har har bilforhandleren Bilnord i Ølstykke, har fået tappet en af sine udstillingsbiler foran butikken. Her havde de ikke engang fjernet slangen, som blev ført op til hullet i tanken. En eller flere gerningsmænd var løbet med en kvart tank benzin til værdi af 125 kroner. Prisen for reparationen af hullet hos mekanikeren er dog mange gange højere.

Det er ikke kun i Ølstykke og Holte, at biler har fået boret huller i benzintanken.

Ved bilforhandleren Bilnord i Ølstykke har forbryderne stjålet den kvarte tank benzin og efterladt slangen i hullet.
Ved bilforhandleren Bilnord i Ølstykke har forbryderne stjålet den kvarte tank benzin og efterladt slangen i hullet. Foto: Privatfoto
Vis mere

Samme historie finder man også i Regstrup, Havnsø og Sorø, mens Nordsjællands Politi flere gange har nævnt lignende sager i deres døgnrapport.

Politikredsen oplyser, at de har oplevet en stigning af den type anmeldelser siden december 2019. Deres estimat lyder på omkring 10 anmeldelse på to måneder.

Nordsjællands Politi har dog ikke mange spor at gå efter i sagerne og vil derfor gerne høre fra borgere, som kan have set noget mistænkeligt.

Det lykkedes dog at få signalementet af en person, som mistænkes for at have boret hul på en blå Nissan Note i begyndelsen af februar i Sorø. Her blev en 25-30-årig mand af dansk udseende og almindelig kropsbygning set med en rød benzindunk.

Det udgør ikke direkte en risiko for bilisterne, hvis deres benzintank er blevet boret.

Hos FDM, som sjældent hører om denne type benzintyveri, gør man dog opmærksom på, at letantændelig benzin kan udgøre en fare, hvis det kommer tæt på åben ild.

Samtidig er det ikke hensigtsmæssige med benzin på kørebanen, hvis bilerne er utætte.

Har man opdaget et muligt hul på tanken, skal man derfor straks kontakte vejhjælp.