De to unge mænd, der har været eftersøgt for natten til lørdag at have udøvet hærværk mod en politibil, har meldt sig selv.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.

Tidligere mandag kunne B.T. bringe en video af de to mænd, der ses løbe hen over en politibil i Holstebro.

Episoden fandt sted omkring klokken halv et natten til lørdag i Østergade i den nordvestjyske handelsby.

Til B.T. oplyste politikredsen, at man havde indledt en efterforskning af sagen.

Mandag aften har de to gerningsmænd således meldt sig selv. Det er begge blev anholdt, afhørt og løsladt.

Desuden er de begge blevet sigtet for hærværk mod patruljebilen.

Politiet har for nuværende ikke yderligere oplysninger i sagen.