»En del af mig døde, da Nord døde, og jeg bliver aldrig den samme igen.«
Sara Thane er ikke 'kommet videre', siden hendes ekskæreste dræbte deres søn. Hun har ikke bevæget sig over på den famøse 'anden side'. Hun har ikke 'lagt det bag sig'.
Men hun har flyttet sig. Besluttet sig for at leve livet til fulde. For sønnen Nord. For hans lillebror. Og for hende selv.
»Jeg tror ikke, man nogensinde kommer over på den anden side, når man har mistet et barn. Man kan jo ikke trække en streg i sandet og sige: 'Herovre er det bedre'. Der vil altid være det her efterslæb, bagagen, man har med sig.«
»Men man kan godt nå derhen, hvor livet igen er godt,« fortæller hun om den erfaring, hun blev tvunget til at gøre sig. Og som hun nu gerne vil give videre.
I 2016 fandt Sara Thane sin søn på halvandet år kold og bleg og livsløs på en seng. Han var død.
Seks år senere ser hun stadig synet for sig. Hver aften. Det er en del af de mareridt, der stadig hersker over hendes søvn.
Når mærkedagene nærmer sig, sætter sorgen sig i hendes lænd og nakke som en fysisk påmindelse om hendes ulykke.
10. juni er en af de dage. Dagen markerer enden på Nords liv. Den dag, hans far satte en stopper for hans vejrtrækning.
Normalt ligger hun netop den dag i sin seng. Uden lyst og kræfter til at stå op. Men ikke i år.
I år var det også dagen, hvor hun lancerede Mofibo-podcasten 'Tragedien om Nord'.
»Det er en hyldest til Nord, fordi det føles som en måde at gøre noget for ham. Han har været her. Han skal ikke gemmes væk. Og jeg skal ikke tie stille.«
»Det er også en hyldest til hans kærlighed. Det er hans kærlighed, og min kærlighed til ham, der har gjort, at jeg kunne rejse mig igen. Han ville livet så meget, så jeg føler, at jeg skal leve det for ham også.«
Arbejdet har givet 39-årige Sara Thane mulighed for at se sig selv udefra. Se, hvordan hun har rykket sig.
»Jeg er blevet konfronteret med, hvor dårligt jeg har haft det. Hvor meget på kanten af livet, jeg egentlig har været. At jeg har været så tæt på at give op, er skræmmende at se tilbage på og genopleve.«
Da ekskæresten tog Nords liv, tog han også Sara Thanes livslyst. Hun var blev meget hurtigt efter drabet klar over, at hun var nødt til at blive mor igen, hvis hun skulle få den igen.
»Jeg var jo så meget mor, Nords mor, at det var rigtig svært at være mor uden et barn.«
Hun var ikke skråsikker i sin beslutning. For spørgsmålene stod i en uendelig kø og krævede svar. Svar, der ikke lå ligefor.
Hvad nu, hvis hun ikke kunne klare det fysisk? Psykisk? Hvad nu hvis det gik galt? Hvad nu hvis hun ikke blev en god mor igen? Hvad nu hvis?
»Jeg har også tænkt rigtig meget over, hvad jeg kunne tilbyde et lille barn. Om jeg var i stand til at gøre det, man skal som mor.«
»Jeg var rigtig bange for at få en fødselsdepression. Jeg tænkte: 'Hvad hvis jeg ikke kommer til at elske det her barn ligeså højt, som jeg elskede Nord. Jeg havde følelsen af, aldrig at ville være i stand til at elske nogen, som jeg elskede Nord. Ville det være fair?«
Tvivl, frygt og spørgsmål til trods traf hun beslutningen om at få et donorbarn.
Og da B.T. besøger Sara Thanes hjem sidder han der så. Treårige Zai. Munter og snakkende. Og i fuld færd med at tyre rosiner i kæften.
Hans mor lægger ikke skjul på, at han har reddet hendes liv.
»Man kan godt være knust og lykkelig samtidig.«
»Da jeg fødte Zai, fik jeg en følelse af, at jeg skulle være her. At jeg skulle blive gammel for ham. Selvom jeg stadig har ondt, gør han det tåleligt. Han er en livsbombe, en glæde, ligesom Nord var. Han gør det hele værd.«
Treårige Zai ved godt, at han er lillebror, for Nord er overalt. På hjemmets vægge, tatoveret på hans mors arm, i godnatsangen.
»Jeg prøver at gøre det til en naturlig del af hans opvækst. Jeg prøver at være ærlig, og jeg tror på, at det bliver nemmere, fordi han ikke først får det fortalt senere i livet.«
»Nogle har sagt, at Zai ikke skal vokse op i skyggen af Nord. Den har jeg vendt om, for nej, det skal han ikke – han skal vokse op i lyset fra ham.«
Sara Thane er på alle parametre meget bevidst om ikke at holde sin sorg og mindet om Nord hemmelig.
For Nord var her. Hans liv, hans død og den læring, Sara Thane har fået med, vil hun dele.
»Hvis jeg kan give noget til andre – noget lys og håb om, at man godt kan finde fodfæste igen – er det 100 procent det værd, at jeg på den måde blotter mig selv.«
»Jeg ser gerne, at det ikke skal være så tabubelagt at snakke om døden. Og jeg vil rigtig gerne skabe et større rum for samtalen.«
»Man dør jo ikke af at tale om døden. Tværtimod tror jeg, at vi bliver bedre til at leve, hvis vi bliver mindet om, at livet er skrøbeligt.«
Arbejdet med podcasten har forstærket Sara Thanes lyst til at hjælpe andre. Og til at sætte fokus på et system, hun følte sig tabt af, og de ringe i vandet, som sådan et traume skaber.
»Og så vil jeg bare gerne være en god mor for Zai og nyde livet, indtil jeg skal mødes med Nord igen.«
