Det er den samme scene, der ufrivilligt igen og igen har udspillet sig i Sara Thanes hoved de seneste fem år.
En scene, hvor Sara panisk leder efter sin lille søn, ser en tom klapvogn og råber »Noooooord«.
En scene, hvor hun hører, hvordan hendes svigermor fra første selv med skræk i stemmen udbryder »Nej, nej, nej. Vågn op Nord – farmor er her.«
En scene, hvor hun få sekunder efter finder sin elskede søn på halvandet år ligbleg og uden puls i sengen.
En scene, der vendte op og ned på hendes liv.
I den virkelige verden udspillede den sig 10. juni 2016, hvor Saras ekskæreste traf den mest kujonagtige beslutning for at 'få hævn' over den kvinde, der havde bragt deres barn til verdenen:
Først tog han en pude og pressede den ned på sønnen Nords hoved, indtil det sagesløse barn ikke længere trak vejret, og så valgte han selv at tage afsked med livet ved at springe ud foran et tog på Danshøj Station.
Men den her historie skal faktisk ikke have fokus på tabet, de mørke år, sorgen og alle Saras tanker om at gøre en ende på det hele.
Nej, den skal handle om lyset for enden af tunnellen. Om at finde den lille ledestjerne, der kunne være give livet mening igen.
For den dag, Sara mistede Nord, vidste hun allerede, hvad den ledestjerne var.
»Jeg ville være mor igen. Der var ingen tvivl. Ingen skulle få lov at tage det fra mig,« fortæller Sara til B.T.
Men det var ikke alle, der mente, at Sara straks skulle kaste sig ud i det projekt.
Tabet af Nord havde nemlig kastet Sara ud i en mørk verden af sorg, gråd og tristhed, der var så altomsluttende, at den 31-årige kvindes krop også satte ud.
Venner og familie mente ikke, det var forsvarligt – hverken fysisk eller psykisk – at gå gennem en graviditet, men stod det til Sara, kunne det ikke gå for hurtigt med at finde en donor, som kunne hjælpe hende med at blive gravid.
I stedet mente hendes nærmeste, at Sara skulle have den værste dag i sit liv på afstand.
Det var ellers en dag – 10. juni 2016 – der startede perfekt ved, at Sara klokken lidt i syv vågnede til et stort smil fra 18 måneder gamle Nord.
Morgenen var skøn, før Nord blev afleveret i vuggestue, og der skulle han hentes af sin far, som skulle have sin søn til overnatning.
Men da Sara klokken 17.30 modtog en besynderlig besked fra ekskæresten, begyndte frygten at sprede sig.
»Det glæder mig at meddele dig at det er sidste gang du har valgt dig selv frem for Nord,« lød starten af beskeden, der fortsatte med flere anklager.
Det var ikke første gang, at hun modtog den slags konfrontatoriske beskeder efter et tumultarisk forhold, men der var alligevel noget anderledes ved denne, som satte sig i maven på Sara.
Hun overvejede at ringe til sin ekskæreste, men klokken lidt over otte ringede han selv.
De to diskuterede, indtil ekskæresten afbrød og sagde:
»Nu skal jeg fortælle dig, hvordan dit voksenliv starter Det starter med, at jeg tager Nord og springer ud foran et tog.«
Herefter lagde han på.
Straks kørte en panisk Sara med sin bror og to andre ud til ekskærestens lejlighed i Albertslund, og der blev de mødt af et stykke papir, som var hængt op på dørkammen.
»I skal ikke åbne døren, da Nord og jeg ikke længere er i live,« stod der blandt andet på sedlen.
Kort efter fandt de livløse Nord, og selvom Sara blev ved med at yde førstehjælp på sin guldklump, fandt livet aldrig tilbage til den uskyldige barnekrop.
Ambulancefolk tog herefter over, og da Sara nogle minutter efter sad og skreg sin smerte ud, kom en politimand nærmere.
Sara tog sig instinktivt til ørerne, men politimanden satte sig på hug, tog hænderne væk, kiggede hende dybt i øjnene og sagde:
»Jeg er ked af at skulle fortælle dig det her, men din søn er død.«
I det sekund gik Saras verden i tusinde spåner, og derfor blev hun heller ikke synderligt ked af det, da hun ikke lang tid efter fik at vide, at ekskæresten havde taget sit liv ved at springe ud foran et tog på Danshøj Station.
Men selvom livet føltes meningsløst for Sara i tiden efter, var hun ikke klar til at vinke det farvel, og i 2017 gik jagten så ind på en donor til et nyt barn.
Hun følte nemlig ikke, at hun igen kunne stole på en mand, og derfor var det drømmen om at blive alenemor, der fyldte.
I 2018 lykkedes insemineringen, og i 2019 kom lille Zai så til verdenen.
Og der er en særlig mening med det navn. På kinesisk betyder Zai nemlig 'en gave fra gud', og det er lige det, som den nu to år og fire måneder gamle dreng har været for Sara.
»Han har reddet mit liv, og det er den bedste hævn mod min eks. Det er Zai, der gør, at jeg vil stå op hver morgen. Ham og Nord,« fortæller Sara, som også har fortalt Ude og Hjemme om Zai og livet med ham.
Det er ikke tilfældigt, at Sara også nævner Nord, for han er langt fra glemt eller pakket væk fra hendes hverdag.
I hendes lejlighed på Christiania, som B.T. er blevet inviteret op i, er der malerier og billeder af Nord, en masse af hans legetøj og mange andre minder om den lille dreng.
«Der er folk, der vælger at bearbejde sorgen ved at slette minder, men jeg har valgt det modsatte, selvom jeg i starten slet ikke kunne overskue at leve i lejligheden. Jeg er mor til både Nord og Zai, og det kan man se herhjemme. Det virker for mig,« fortæller Sara, der også mistede sit arbejder efter tabet af Nord og siden har forsøgt at kæmpe sig tilbage på arbejdemarkedet.
Det har dog ikke været rosenrødt at blive mor igen.
Sara har udviklet en voldsom angst efter Nords tragiske død, og det har – indrømmer hun selv – gjort hende til en slags pylremor.
For sker der noget, mens Zai sover? Kan hun lade ham blive passet? Er det forsvarligt at sende ham i vuggestuen?
De spørgsmål har Sara kæmpet meget med, mens heldigvis bliver angsten opvejet af livet som mor.
Og det er lige netop derfor, hun har valgt at dele sin historie med B.T.
»Jeg vil gerne hjælpe dem, der kunne stå i en lignende situation, og som måske ikke tror, der er lys for enden af tunnelen. Man kan godt få glæden tilbage, selvom vejen er hård der til. Du kan godt få et godt liv igen,« siger Sara og fortsætter:
»Bliv ved med kæmp.«
