»Det er fuldstændig uacceptabelt.«

Sådan er meldingen fra borgmester i Albertslund Kommune Steen Christiansen (S), da han hører om overfaldet fredag aften på den lokale S-togsstation.

Selve overfaldet foregik på denne måde:

17-årige Marcus Alexander Aroli var på vej ud af toget med sin 12-årige lillesøster, da han pludselig blev overfaldet af folk i en gruppe af unge mennesker.

Albertslund Kommunes borgmester, Steen Christiansen
Albertslund Kommunes borgmester, Steen Christiansen Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

En person med sort, krøllet hår gav ham knytnæveslag i ansigtet, så han kunne smage blod i sin mund.

Marcus Alexander Aroli forsøgte at flygte, da han igen fik en knytnæve i hovedet, og han faldt om.

Samtidig stod hans grædende lillesøster på perronen og så det hele ske.

Marcus Alexander Aroli skrev i lørdag aften i et indlæg på Facebook, der mandag morgen er delt over 7.000 gange, at han frygtede at dø, og at nu vil han ikke længere komme på Albertslund Station.

Marcus Alexander Aroli efter overfaldet
Marcus Alexander Aroli efter overfaldet Foto: PRIVATFOTO
Vis mere

»Hold jer væk fra Albertslund Station om aftenen. De er syge i hovedet,« lød det fra Marcus Alexander Aroli.

Steen Christiansen vil nu få undersøgt, hvem der er i denne voldelige gruppe.

»Jeg synes, der er nødt til at ske noget, når jeg hører om sådan en episode. Jeg vil nu høre vores kriminalpræventive enhed om at undersøge denne sag,« siger borgmesteren.

Søndag formiddag meldte Vestegnens Politi ud, at der i nat blev anholdt en 17-årig, der er sigtet for vold mod Marcus Alexander Aroli.

TIP B.T.: Kender du også til vold på Albertslund Station, så kontakt B.T.s journalist Thomas Nørmark Krog på tnkr@bt.dk

Han har været i grundlovsforhør, og det blev da besluttet, at han skal være varetægtsfængslet i 16 dage.

»Jeg synes, det er godt, at politiet gør noget og har foretaget anholdelse. Men vi vil også gøre, hvad vi kan, fra kommunens side,« siger Steen Christiansen.

Hvor meget tager du selv S-toget fra Albertslund Station?

»Jeg tager tit toget om morgenen og sidst på dagen, og jeg har ikke selv bemærket en gruppe, der gjorde stationen utryg. Men derfor kan andre jo meget vel føle sig utrygge på andre tidspunkter,« siger borgmesteren.