Facebook og andre sociale medier skal straffes, hvis de ikke fjerner ulovligt indhold. Det mener SF, der har fremsat et lovforslag om skærpelse af sociale mediers ansvar.

I en række artikler har B.T. afsløret, hvordan krænkende indhold får lov at florere på medier som Facebook, Instagram og Snapchat.

Senest har B.T. beskrevet, hvordan en video af et seksuelt overgreb begået mod en lille pige fik lov at ligge i otte dage i en dansk gruppe på Facebook.

»Jeg har faktisk ikke ord for, hvor forfærdeligt det her er, og jeg kan simpelthen ikke forstå, at der skal gå hele otte dage, inden der sker noget. Ikke bare er gerningen ulovlig. Det kommer også til at ligge og flyde ude i alle mulige mørke afkroge af internettet,« siger Karina Lorentzen, der er SF’s retsordfører.

Overgrebsvideoen er langt fra den første video med ulovligt indhold, der får lov at ligge frit tilgængeligt på Facebooks platforme.

I maj afslørede B.T., hvordan videoer med overfald, ydmygelser og slagsmål har ligget i grupper på Instagram i månedsvis.

Silke Vesterager Jespersen har fortalt, hvordan en 72 sekunder lang video af drabet på hendes søster stadig florerer på internettet, efter den blev postet på Facebook af terrorister.

Videoerne er stærkt krænkende for ofrene, og derfor har SF fremsat et lovforslag, der skal indskærpe sociale mediers ansvar.

Ifølge lovforslaget skal der fastsættes specifikke tidsfrister for, hvor hurtigt et socialt medie skal fjerne forskellige typer af ulovligt indhold, ligesom det skal være muligt at straffe mediet, hvis ikke indholdet fjernes.

Foreningen Digitalt Ansvar har foreslået en frist på 24 timer for ulovlig deling af blandt andet terrorangreb, seksuelle krænkelser, overgreb mod børn, drab og selvmord. Det er den tidsfrist de sociale medier har i Tyskland og Frankrig.

»Jo længere tid materialet ligger, desto større er risikoen for, at det bliver delt og kopieret. Det besværliggør politiets efterforskningsarbejde og øger risikoen for, at forbrydelsen sker igen,« siger Ask Hesby Krogh, der er næstformand i Digitalt Ansvar.

Er det ikke nok at stole på, at Facebook hurtigt nok fjerner krænkende indhold?

»Jeg synes, at jeres sager vidner om, at de ikke er hurtige nok. Hvis de er hurtige nok, er det ikke noget problem at indføre lovgivning.«

Videoen med de pædofile overgreb fik lov til at ligge i otte dage i en gruppe med 54.000 medlemmer. I et svar til B.T. har Facebook oplyst, at videoen blev lagt op den 8. juni og anmeldt første gang til Facebook den 16. juni.

At en video kan ligge så længe i en dansk Facebook-gruppe, uden at nogen anmelder det, kommer bag på Ask Hesby Krogh.

»Det lyder helt sindsygt, hvis ingen har meldt det. For så svært er det heller ikke,« siger han.

Skal danskerne blive bedre til at anmelde ulovligt indhold på nettet?

»Vi skal blive meget bedre til at anmelde. Det er vigtigt, at man anmelder med det samme både til Facebook og politiet.«

Digitalt Ansvar efterlyser en større transparans omkring, hvilke anmeldelser der bliver indgivet og hvor hurtigt, der bliver reageret på dem.

Justistsministeriet har nedsat en arbejdsgruppe, som er i færd med at undersøge, hvordan man kan regulere indhold på sociale medier.