Først fik hun lækket en adresse. Dernæst blev hun indberettet til kommunen af den mand, der var ved at tage livet af hende.

Og så glemte politiet lige at fortælle Cecilie Danris, at hendes ekskæreste var kommet på udgang fra fængslet.

Historierne har skabt furore på de sociale medier, og justitsminister Nick Hækkerup (S) har da også bedt om en redegørelse fra både Københavns Politi og Kriminalforsorgen.

Men det er nødvendigvis ikke nok, mener SF's retsordfører, Karina Lorentzen.

»Jeg synes, at man skal nedsætte en gruppe i hver politikreds, som kan håndtere sådan en type sager. Det her er simpelthen så uhyggelig en sag,« siger hun.

Politikeren interesserer sig generelt for denne type sager, og det er desværre ikke første gang, at hun ser et system, der fejler.

»Jeg synes I forvejen, at hjælpen er alt for ringe. Og hvis de systemer, som vi har opbygget, alligevel ikke hjælper, hvor er vi så henne? Det er bare en vild historie,« siger Karina Lorentzen.

Når SF-politikeren taler om de 'systemer, der alligevel ikke hjælper', så henviser hun især til den del af Cecilies historie, som handler om ekskærestens udgang fra fængslet.

Cecilie Danris blev stukket 46 gange af sin ekskæreste i maj 2017. I dag er hun skuffet over systemet. Her ses hun med sin nu 16 måneder gamle datter.
Cecilie Danris blev stukket 46 gange af sin ekskæreste i maj 2017. I dag er hun skuffet over systemet. Her ses hun med sin nu 16 måneder gamle datter. Privatfoto

Da ekskæresten, som altså i maj 2017 stak Cecilie 46 gange, havde afsonet i cirka to år, fik han nemlig lov til at komme på udgang.

Det er helt efter lovens rammer, men reglerne er så også skruet sådan sammen, at offeret skal have besked om, at den dømte reelt set befinder sig ude i virkeligheden.

Det havde Cecilie også bedt om, men intet hørte hun fra politiet. Hverken første, anden eller tredje gang han var på udgang.

Københavns Politi havde simpelthen glemt at informere Cecilie om udgang, og især den del er helt uacceptabel, mener formand hos Landsorganisation af Kvindekrisecentre:

»Det er helt uacceptabelt, at politiet ikke har orienteret Cecilie, det må man sige er en kæmpe brøler. Der er ikke blevet taget ordentlig hånd om denne kvinde, som har haft så meget brug for det,« siger formand Niels Christian Barkholt og fortsætter:

»Det er yderst mærkværdigt, at hun ikke får den besked. Hvordan skal man så beskytte hende? Har man slet ikke vurderet trusselsniveauet? Det er en forfærdelig sag.«

Og det er Niels Christian Barkholt altså ikke ene om at synes.

På B.T.s Facebook-side har flere hundrede personer tilkendegivet, at de er forfærdede over sagens forløb, og torsdag kunne B.T. så bringe et interview med den politimand, der var den første oppe hos Cecilie, og som i dag er skuffet over systemet.

Også krisecentret Danners direktør, Lisbeth Jessen, har i flere af artiklerne understreget, at Cecilies svigt hænder for mange kvinder.

»Det er det, der har bekymret mig mest, når Danner fortæller, at det er ofte forekommende. Derfor skal vi gøre noget ved det her, så jeg venter på justitsministerens redegørelse,« siger Karina Lorentzen.