En endnu ukendt gerningsmand begik onsdag et røveri på en tankstation i Fårevejle. Han efterlyses nu af Midt- og Vestsjællands Politi.

Det oplyser politikredsen over for B.T.

Vagtchef Henrik Olesen fortæller, at gerningsmanden truede personalet med en kniv, mod at han fik udleveret kontanter og cigaretter. Røveriet skete på Bonus-tankstationen på Adelers Allé i Fårevejle.

Efterfølgende forlod gerningsmanden stedet på cykel.

»Han er ikke anholdt, og vi arbejder endnu på at få ham identificeret. Vi er i gang med at tjekke overvågningsvideo og foretage undersøgelser. Vi håber, han snart bliver fanget,« lyder det fra Henrik Olesen.

Ingen personer kom til skade i forbindelse med røveriet.

Gerningsmanden bliver af politiet beskrevet som værende 180 centimeter høj og spinkel af bygning.

Han var iført en blå hættetrøje og sorte bukser.

Hvis du har oplysninger, der kan hjælpe politiet i den rigtige retning, kan du ringe 114.