Politiets har en klar advarsel, hvis man skulle opleve at få opkaldet på sin telefon.

'Lad være med at besvare opkald fra telefonnummer 64711448,' lyder det fra Fyns Politi

Her her har man alene tirsdag modtaget seks anmeldelser fra borgere, der er blevet ringet op af en person, der har udgivet sig for være fra 'Assens Politi'. Som forklaring har det lydt i røret, at det sker i forbindelse med efterforskningen af en sag om identitetstyveri.

'Nummeret der ringes fra, er et gammelt nummer, som i sin tid tilhørte den politistation, der lå i Assens. Derfor er der risiko for, at selv påpasselige borgere bliver snydt, fordi adressen og den gamle politistation dukker op, hvis man googler telefonnummeret,' forklarer Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Telefonnummeret 64711448 eksisterer dog ikke længere, og der er i dag ikke noget, der hedder Assens Politi.

'Det er uklart, om dem der ringer fra det gamle politinummer er på jagt efter bankoplysninger, NemID eller andre personfølsomme oplysninger, men uanset deres forehavende, skal man ikke oplyse den slags i telefonen,' lyder det fra Fyns Politi.

Fremgangsmåden minder en hel del om det, som Midt- og Vestjyllands Politi oplevede tidligere i marts. Her blev borgere over hele landet ringet op af en person, der dengang udgav sig for at være fra 'Holstebro Politi'.

Dengang forsøgte vedkommende at få CPR-nummer, bankkontonummer og NemID-login ud folk ved også at benytte sig af et gammelt telefonnummer til politiet.

Fyns Politi oplyser til B.T., at man ikke umiddelbart har formodning om, at det er den samme person, der står bag de to sager.

Politiet opfordrer til, at man ringer med en anmeldelse via 114, hvis man har fået et opkald fra 'Assens Politi'.