Rådet fra politiet er ikke til misforstå.

»Folk skal bare lægge røret på,« siger politikommissær Peder Christensen.

Midt- og Vestjyllands Politi advarer nu mod en telefonsvindler, der i de seneste uger har ringet til danskere over hele landet og har forsøgt at få CPR-nummer, bankkontonummer og NemID-login ud af folk.

Manden har typisk ringet om aftenen og har sagt, at han har udgivet sig for at være fra 'Midt- og Vestjyllands Politi' eller 'politiet i Holstebro'. Han har desuden sagt, at han ringer i forbindelse med efterforskningen af en sag, hvor en person har optaget lån i vedkommendes navn.

Bare i den seneste weekend fik politiet over 20 henvendelser om opkald fra manden.

»Folk har sagt, at han forsøger at lokke personlige oplysninger ud af dem. Hvis de ikke rigtigt er villige til det, så presser han dem lidt og siger: 'Det er jo politiet, der ringer. Det skal I gøre'. Han bliver også lidt ubehagelig,« siger Peder Christensen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Endelig kan manden til sidst også være fræk nok til at opgive nummeret 96101448, hvor folk så bliver bedt om at ringe hertil for at få verificeret opkaldt. Måske fremgår det ligefrem af displayet på folks telefoner, at opkaldet kommer herfra.

Og det er ganske rigtigt 'det gamle' nummer til Midt- og Vestjyllands Politi. I dag er den fælles indgang 114, hvor man så bliver stillet om til vagtcentralen i den kreds, man befinder sig i. Hvis man ringer til 96101448 i dag, vil man stadig blive sendt videre til Midt- og Vestjyllands Politi, som havde man ringet 114.

»Det er jo de kloge borgere, der ringer til os. For her kan folk i hvert fald finde ud af, at det er falsk,« siger Peder Christensen:

»Budskabet fra os er, at der er ingen fra politiet, der ville ringe og bede om at få personlige oplysninger over telefonen. Det ville øvrige myndigheder heller ikke gøre.«