Konflikten mellem Hells Angels og Loyal To Familia har længe ligget i dvale, men søndagens drab på en 22-årig mand kan være en del af den blodige strid.
Det fortæller flere kilder med indsigt i miljøet til B.T.
Natten til søndag blev den 22-årige fundet skuddræbt i sin bil på Worsaaesvej på Frederiksberg. Ifølge B.T.s oplysninger havde han ikke direkte tilknytning til LTF, men befandt sig i et område, som den forbudte bande anser som deres.
Dagen efter lavede HA's Copenhagen-afdeling et opslag på Instagram med en timing, som flere af B.T.s kilder vurderer som bemærkelsesværdig.
På billedet ses en pumpet, tatoveret HA-rocker med klubbens bevingede kranie og bevæbnet med blodige hammere. Teksten lyder: »Nogle gange skal man dræbe en flue med en forhammer. Det handler ikke altid om den flue, men om de andre der kigger«

Hos Københavns Politi har Michael Klausen, der er efterforskningsleder hos afdelingen for organiseret kriminalitet, ingen kommentarer til opslaget.
»Vi efterforsker bredt og kigger selvfølgelig også på det,« lyder svaret på, om drabet kan være en del af konflikten.
HA er ikke vendt tilbage på B.T.s henvendelse.
Konflikten mellem HA og LTF blev for alvor antændt, da et 30-årigt prøvemedlem fra HA's Copenhagen-afdeling blev likvideret på Christiania i august sidste år.
I alt er fire mænd med tilknytning til LTF varetægtsfængslet i sagen fra Christiania, og politiet har internationalt efterlyst den 28-årige Entesham Younis.
Under konflikten er også Hells Angels' klubhus på Svanevej i København i september blevet udsat for et angreb, hvor en eksplosion knuste vinduer og ødelagde en metaltrappe.
Ifølge Ekstra Bladet var det også en del af konflikten, da der 30. december blev smidt en håndgranat ind i en kiosk ved Husum Torv i København.
Lyt til mere om konflikten mellem LTF og HA i B.T.s krim-podcast På Fersk Gerning: