Klaus Riskær Pedersen er fredag blevet frifundet i Københavns Byret for at have overtrådt et 15 år gammelt forbud.

Men på trods af frifindelsen er den 67-årige erhvervsmand langt fra glad.

»Det er ikke en festdag, hvor jeg er blevet frifundet. Det er det overhovedet ikke. Det er en møgsag, som jeg ikke kan forstå kan finde sted i et demokrati.«

»Tårerne løber mig ikke ned af kinderne. Det er another day at the office,« siger Klaus Riskær Pedersen til B.T. fra en telefonlinje fra Argentina.

Han er ellers blevet frifundet for at have drevet sine tre sønners virksomhed over en længere årrække.

Den nu kendte politiker og tidligere forretningsmand var tiltalt for at have overtrådt et 14 år gammelt forbud, som han blev idømt i 2008, da han fik seks års fængsel og blev frakendt retten til at stå i spidsen for et selskab som direktør eller være med i et selskabs bestyrelse.

I dommen fra byretten fredag bliver der lagt vægt på, at det ikke er fundet tilstrækkeligt bevis for, at Klaus Riskær Pedersen har arbejdet som direktør og truffet ledelsesmæssige beslutninger.

»Det er ikke dommen, som jeg har mest fokus på. Det der undrer mig, det er, at den overhovedet er blevet ført fra start af og det omfang, den har fået. Og alle de ressourcer der er blevet kastet i det fra politi og anklagemyndigheds side.«

»Det er meget specielt, når det er et administrativt forbud, der er 15 år gammelt, som man forsøger at fange mig på over de sidste 10 år, som jeg skulle have overtrådt,« lyder det fra Riskær.

Under retssagen kom det frem, at den tidligere erhvervsmand var ansat som konsulent i sønners selskab. Direktøren i selskabet fik ikke løn, men Riskær fik 60.000 kroner i løn og Range Rover stillet til rådighed.

»Jeg syntes, at der har manglet proportion i det. Det har skadet mig, for sigtelsen kom i slutningen af september 2020, hvor jeg er i gang med at indsamle underskrifter til at genopstille med Klaus Riskær Petersen Partiet.«

»Jeg regnede med, at de ville droppe sigtelsen, men efter tre til fire måneder indser jeg, at de bliver ved. Så bliver jeg nødt til at ophøre med mit projekt. Så det har haft en stor politisk omkostning for mig«, forklarer Klaus Riskær Pedersen.

Under retssagen har den tidligere forretningsmand ikke ville udtale sig og har nægtet sig skyldig.

Det vides ikke endnu, om anklagemyndigheden vil anke dommen til landsretten.

Lyt til B.T.s kriminalredaktions nye podcast 'På Fersk Gerning' her, eller der hvor du normalt lytter til podcast: