Et spektakulært kupforsøg endte helt galt for fem mænd fra Rumænien.

Tilbage i januar forsøgte de nemlig at bryde en hæveautomat op for at få adgang til de omkring 250.000 kroner, den indeholdt.

Men kuppet slog fejl, og fredag skal de fem mænd, som alle kommer fra Rumænien, for Retten i Hjørring. Det fremgår af et anklageskrift i sagen, som B.T. har fået aktindsigt i.

Kuppet blev forsøgt 16. januar om natten klokken 01.17 i Hune, der ligger ved Blokhus.

B.T. beskrev den gang, at gerningsmændene først havde held med at bryde det yderste af hæveautomaten op – uden dog at komme ind til de kolde kontanter.

Herefter spændte de en metalwire mellem automaten og en bil og forsøgte derved at rive automaten løs med bilens motorkraft.

Men det lykkedes ikke, før politiet fik nys om kupforsøget. En 19-årig mand blev kort efter anholdt, mens de øvrige stak af.

Senere samme dag fandt politiet dog frem til de resterende fire, som ligeledes blev anholdt og sigtet i sagen.

Alle de fem anholdte har siddet varetægtsfængslet siden og risikerer nu at blive dømt for tyveri af særlig grov beskaffenhed. Derudover vil anklagemyndigheden også nedlægge påstand om udvisning.

Første retsdag var fredag – og den fortsætter igen tirsdag.