Kort før, han i Field's skød vildt omkring sig, havde den 23-årige tiltalte i sagen ringet forgæves til en kriselinje, lød det, da retssagen imod ham begyndte tidligere idag.

»Efter at være ankommet til Field's går han op til biografen via den udvendige trappe. Han går direkte ud på toilettet. Vi ved, han ringer til en psykiatrisk kriselinje. Det opkald varer i 16  minutter, og han kommer ikke igennem. Han er på ventelinje,« forklarede anklageren under forelæggelsen.

Efter forgæves at have været på ventelinjen går han ud fra toilettet og begynder at skyde, forklarede anklageren, Søren Harbo.

Ved dagens retsmøde har den 23-årige kort, leverpostejsfarvet hår. Han har en blåternet skjorte på, og fysisk har han taget en del på, siden episoden sidst på eftermiddagen 3. juli i fjor.

Da han blev ført ind, gav han venligt hånd til den kvindelige betjent, der fungerer som assistent for anklageren.

Efter at have sat sig ned kiggede han rundt i retslokalet, hvorefter han hvilede hovedet på venstre hånd.

Sikkerheden ved sagen tages alvorligt. Dommeren, Jens Stausbøl, gjorde det klart, at man i retten ikke tolerer nogen form for uorden, og at han ville gøre kort proces og bortvise personer, der ikke kan indordne sig og respektere, hvad dommeren omtaler som rettens værdighed.

Et særligt område på tilhørerpladserne er tildelt pårørende til sagens ofre.

Under anklagerens oplæsning af anklageskriftet fulgte den 23-årige anklageren med øjnene. Hvad han end måtte gøre sig af tanker eller følelser, viste han dem ikke. Han kiggede blot frem for sig, og en enkelt gang kiggede han ud på tilhørerne.

Den 23-årige ytrede sig ikke selv. I stedet var det hans forsvarer, Louise Høj, der førte ordet.

Det bestrides ikke, at han var i Field's, og at han skød og dræbte personer.

»Mine klient er omfattet af paragraf 16 og derfor på grund af sygdom straffri.«

Han ønsker ikke at udtale sig, lød det fra forsvareren, Louise Høj.