Lørdag aften har Rasmus Seebach svaret på beskyldninger om brugen af ulovlig arbejdskraft og langer samtidig ud efter TV 2.

Det gør den folkekære musiker i et opslag på Facebook, hvor han tager afstand fra beskyldningerne om, at han skulle have benyttet sig af ulovlig arbejdskraft.

'Den seneste uge har været virkelig ubehagelig. Mit navn er gentagne gange blevet sat i forbindelse med ulovlig udenlandsk arbejdskraft, hvilket jeg tager stærkt afstand fra,' skriver Rasmus Seebach, inden han tilføjer:

'Som mange andre danskere investerer jeg min opsparing. Som passiv investor i dette byggeprojekt har jeg ikke en aktiv rolle i den daglige drift. Det har jeg slet ikke evner til. Jeg har aldrig været på byggepladsen og har haft fuld tillid til, at mine partnere har styret projektet i overensstemmelse med dansk lovgivning.'

Opslaget kommer efter, at TV 2 har fået indsigt i en række dokumenter, hvor det fremgår, at Rasmus Seebach skulle have brugt ulovlig arbejdskraft  til at ombygge en ejendom på Frederiksberg.

En ejendom, som den danske popstjerne sammen med sine to forretningspartnere har investeret 17 millioner kroner i, og som netop nu ombygges til syv separate lejligheder.

Rasmus Seebach forklarer videre i opslaget, at han for et halvt år siden er blevet medejer af 'dette allerede igangværende projekt, som i forvejen havde indgået et samarbejde med en entreprenør.'

Hans rådgiver forsikrede ham om, at alle regler og love blev overholdt. Han sikrede sig ligeledes, at det var et vilkår i kontrakten med entreprenøren.

'Jeg synes, det er et vigtigt indsatsområde, TV2 fokuserer på. Det er i forbindelse hermed, at jeg er blevet bekendt med forholdene på byggepladsen. Entreprenøren er derfor fyret og samarbejdet nu ophørt,' skriver Rasmus Seebach videre i opslaget.

På baggrund af sagen vil han nu sikre sig, at den nye entreprenør overholder dansk lovgivning, understreger han.

Ufin hetz

Sangeren forklarer videre, at TV 2, der har skrevet flere historier i sagen, har været vidende om, at han kontraktligt har gjort, hvad han kunne for at forhindre ulovligheder på den omtalte byggeplads.

'Alligevel har TV2 valgt at køre en ufin, personlig hetz med misvisende sensationsoverskrifter. Det ved jeg godt er vilkårene for mig, men jeg synes, den anvendte journalistiske metode slører for en saglig, kvalificeret debat, som emnet fortjener.'

B.T. arbejder på at få en kommentar fra TV 2.