Hvordan i himlens navn kunne det lade sig gøre, at en af Danmarks farligste mænd – kvindemorderen Peter Madsen – den 20. oktober kl. 10.20 kunne flygte ud Herstedvester Fængsel med en pistolattrap, en bombebebælteattrrap om livet og en stor rygsæk på ryggen?

Det kaster en redegørelse fra Kriminalforsorgen til Justitsministeriet nu lys over.

Redegørelsen gør det klart, at der var huller i sikkerheden, som gjorde det muligt for Peter Madsen at planlægge og forberede den spektakulære flugt.

Men før vi kommer til hullerne i sikkerheden, kaster vi et blik på selve flugten og de forhold, Peter Madsen afsonede under op til flugten. Her kommer der nemlig også nye detaljer frem i redegørelsen:

Peter Madsen bliver fanget af et overvågningskamera.
Peter Madsen bliver fanget af et overvågningskamera. Foto: Screenshot fra overvågningsvideo.
Vis mere

Peter Madsen afsonede på vilkår, hvor han havde omgang med andre indsatte og brugte meget tid i fængslets værksteder, fremgår det af redegørelsen.

På flugtdagen blev hans celle i lighed med andre dage låst op klokken ca. 7.00, og klokken ca. 7.30 blev han lukket ud i sin afdeling og derfra videre til det bogbinderværksted, han havde arbejdet i siden 1.maj 2019.

Her arbejdede Peter Madsen i et særskilt værksted med ‘bearbejdning af trææsker’.

Peter Madsen og andre indsatte ledsagedes som udgangspunkt ikke af personalet, når de inden for fængslets mure bevægede sig fra en bygning til en anden, fremgår det af redegørelsen.

Foto: Overvågningsbillede.
Vis mere

De overvåges i stedet af kameraer, men Kriminalforsorgen var særligt opmærksom på Peter Madsen, fremgår det af redegørelsen.

Der forelå flere såkaldte forholdsordre på ham, hvilket blandt andet betød, at værkstedets værkmestre var orienteret om, at der skulle holdes ekstra øje med ham.

Klokken ca. 9.15 på flugtdagen blev værkstedet kontaktet af en fængselsbetjent, som oplyste, at Peter Madsen skulle til samtale hos en af fængslets psykologer.

Værkmestrene i værkstedet observerede intet usædvanligt den pågældende dag, men har efterfølgende oplyst, at Peter Madsen bar et lærredsbælte ud over sin jakke, hedder det i redegørelsen.

Værkmestrene har endvidere oplyst, at Peter Madsen havde en medbragt rygsæk på sig, hvilket der ikke var noget usædvanligt i.

Kort efter mødte Peter Madsen uledsaget op til samtalen med psykologen.

Og her begyndte dramaet: Peter Madsen truede straks psykologen med, at han havde ‘lavet en bombe og en detonator’, og han viste hende en anordning under sin jakke, der af psykologen senere blev betegnet som et ‘palæstinensisk bombebælte’.

Peter Madsen truede nu psykologen med, at han ville detonere bomben, hvis hun tilkaldte hjælp, eller hvis hun ikke fik ham ud af fængslet.

Psykologen så ikke ikke anden mulighed end at lystre.

Klokken ca. 10.17 ankom Peter Madsen og psykologen til portbygningen, hvor psykologen ringede til portvagten og sagde, at Peter Madsen ville detonere sit bombebælte, hvis han ikke blev lukket ud.

Peter Madsen greb psykologens alarmtelefon og truede selv portvagten med, at han havde en udløser i hånden, og at bomben ville detonere, hvis han slap udløseren.

Portvagten åbnede straks dørene i adgangsslusen, og Peter Madsen og psykologen kom nu ud i fængslets parkeringsområde, der er indhegnet med et ydre hegn og en aflåst vognport.

Her truede Peter Madsen portvagten til at åbne den sidste port ud til friheden, hvorefter han i hurtig gang bevægede sig væk fra fængslet.

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Bare seks minutter senere blev han pågrebet efter at have truet flere eftersættende fængselsbetjente med pistolatrappen.

Sikkerhedsbristet ligger ikke i, at portvagten åbnede portene ud til friheden. Det er helt efter bogen i en situation, hvor personalets liv er på spil.

Nej, sikkerhedsbristet ligger i Peter Madsens forberedelse af flugten.

Kriminalforsorgen konstaterer nemlig, at Peter Madsen har formået at opbevare såvel bombebælte- og pistolattrappen i fængslet, og at han også selv kan have fremstillet begge dele i fængslet.

Det siger sig selv, at det ikke må kunne lade sig gøre, og en særlig sikkerhedstaskforce har efter flugten sat kritisk spot på de huller i sikkerheden, der gjorde dette muligt.

Og her kommer det frem, at Peter Madsens celle efter almindelig standard blev visiteret hver tredje uge, senest den 16. oktober - altså fire dage før flugten.

Taskforcen bemærker desuden, at Peter Madsen og andre indsatte har haft gode muligheder for at skjule ting i deres celle.

På tørt embedsmandssprog konstaterer sikkerhedstaskforcen nemlig, at ‘omfanget af effekter i de indsattes celler overstiger et niveau, som muliggør visitation efter kriminalforsorgens visitationsstandarder’, og at dette ‘udgør en sikkerhedsudfordring, herunder særligt i forhold til at finde ulovlige effekter.’

Kriminalforsorgen skriver i redegørelsen, at der nu er rettet op på dette forhold, ‘så det nu er sikret, at celler og opholdsrum er visitérbare efter kriminalforsorgens sikkerhedsstandarder’.

De nye, skærpede retningslinjer indeholder desuden et forbud mod, at de indsatte fremover kan gå frit rundt i fængslet med tasker og rygsække mv.

Fremover skal de indsatte transportere deres ting i gennemsigtige plastikposer, når de går uden for deres afdeling.

Peter Madsen er i dag indsat i andet lukket fængsel i en særligt sikret afdeling under særdeles skærpede afsoningsvilkår for at imødegå hans 'ekstraordinære personfarlige og undvigelsesparate adfærd.’