En raket? En jetmotor? Eller måske en meget vellignende pistol- eller bombeattrap?

Den livstidsdømte drabsmand Peter Madsen kunne tilsyneladende bygge lige præcis det, han havde lyst til i fængslet.

Det indtryk giver i hvert fald et tv-program, som Kanal 5 viser onsdag aften.

Her fremgår det, at den drabsdømte ubåds- og raketbygger havde fri adgang til at bygge stort set hvad som helst i fængslet.

Peter Madsen fotograferet, da det 20. oktober lykkedes ham at flygte af Herstedvester.
Peter Madsen fotograferet, da det 20. oktober lykkedes ham at flygte af Herstedvester. Nils Meilvang

I hvert fald før det 20. oktober lykkedes ham at flygte fra cellen i Herstedvester.

»Du vil ikke tro det, hvis du så det færdige resultat. Jeg kan selv stå og sige, det er løgn, det her, det kan ikke lade sig gøre. Men det kan lade sig gøre,« fortæller Peter Madsen selv i tv-programmet 'Peter Madsens flugt.'

Og han fortsætter med at fortælle, hvordan han bar sig ad:

»Det er simpelthen sådan, at hvis du giver mig en knækket skruetrækker og en bøjet murerske og kigger væk i fem minutter, så har jeg lavet en jetmotor ud af det.«

Mads Claus Rasmussen

Det var de evner, som efter al sandsynlighed gjorde ham i stand til at lave både en pistol- og en bombeattrap, som han brugte til at true sig ud af fængslet med.

I programmet ’Peter Madsens flugt’ som kan streames på Dplay fra kl. 10.00 onsdag og ses på Kanal 5 klokken 21.00 onsdag aften, bliver Peter Madsens flugtforsøg fra Herstedvester Fængsel 20. oktober i år kortlagt minutiøst.

Samtidig dykker journalist Kristian Linnemann ned i de mange timer med optagelser af samtaler med Peter Madsen, som han har fra Dplay programmet ’De hemmelige optagelser med Peter Madsen’.

Psykiater Henrik Day Poulsen er rystet over det, Madsen fortæller.

Mads Claus Rasmussen

»Når man hører det her, så er det dybt bekymrende, at der ikke er skredet ind overfor den her mand, og at man ikke har fået en tanke om, hvad der foregår i det værksted hos en mand, der er så sygeligt detaljeret optaget af eksempelvis forskellige våbentyper,« siger psykiater Henrik Day Poulsen i programmet.

Samtidig afslører samtalerne, at Peter Madsen har en enorm viden om våben. Og det sammenholdt med hans håndværksmæssige evner og adgang til at lave stort set, hvad han ville i fængslets værksted, gør også programmets anden ekspert bekymret.

»Det er da forbavsende, at han kan fortælle om alle de her våben. Og det er klart, at med den viden om våben, så er han selvfølgelig også i stand til at bruge den viden til at fremstille en meget vellignende attrap,« siger Kurt Kragh, tidligere leder af Rejseholdet.

’Peter Madsens flugt’ kan ses på Dplay fra kl. 10.00 onsdag og på Kanal 5 kl. 21.00 onsdag aften.