40-årige Eduard Florea støttede åbenlyst sidste onsdags voldelige angreb mod USAs kongres på Capitol Hill i Washington D.C., ligesom han truede en netop nyvalgt senator på livet.

Og så havde han skarpslebne militære knive og geværammunition nok liggende i sit hjem i New York-bydelen Queens til at kunne føre en mindre guerillakrig.

Softwareingeniøren blev onsdag anholdt i sit og hustruens hus af pansret og svært bevæbnet politi, efter FBIs efterforskere havde fundet frem til ham gennem det væld af trusler, han havde ytret både personligt og offentligt på internettet.

Og som om det ikke er nok, har han nu fået et nyt og mere personligt problem på halsen:

Proud Boy- og fanatisk Trump-tilhænger Eduard Florea ved grundlovsforhøret i New York denne uge. Ikke alene sidder han nu varetægtsfængslet - konen vil også skilles.
Proud Boy- og fanatisk Trump-tilhænger Eduard Florea ved grundlovsforhøret i New York denne uge. Ikke alene sidder han nu varetægtsfængslet - konen vil også skilles. Foto: JANE ROSENBERG
Vis mere

Mens han sidder varetægtsfængslet -–og derfor formentlig slet ikke er klar over, hvad der foregår på hjemmefronten -–har hans kone, Joni Florea, fået nok, efter det er gået op for hende, hvad hendes mand er indblandet i.

Så nu vil hun skilles fra sine to børns far som en direkte følge af hans trusler, farlige adfærd og støtte til den afgående præsident Donald Trump, skriver New York Post.

Og Joni Florea er en handlingens kvinde.

Allerede dagen efter mandens anholdelse har hun stablet en indsamling på benene gennem GoFundMe, så hun dels håber at få råd til at gennemføre skilsmissen; dels lykkes med at samle tilstrækkelig mange midler ind til at kunne indlede en retssag mod Donald Trump personligt.

Hun mener, det er den afgående præsident, der bærer skylden for, at tusindvis af amerikanere -–herunder hendes egen snarlige eksmand – nu dyrker hadet i stedet for det modsatte.

»Jeg beder alle amerikanere om at bidrage og hjælpe mig med at give Olivia og Eduard det liv, de fortjener langt væk fra denne radikale bølle,« skriver hun møntet på børnenes far i motivationen til indsamlingen.

Og videre:

»(...) Og for at redde alle Amerikas børn fra ‘arven fra Trump’. Han skal holdes ansvarlig for at have radikaliseret vores nation og for at have vækket de onde ånder fra fortiden til live,« skriver Joni Florea.

40-årige Eduard Florea har gennem en længere periode op til urolighederne i Washington D.C. deltaget i flere møder i det højreradikale Proud Boys.

Han var ikke selv med i stormen på Capitol Hill, men har online flere gange opildnet til vold, direkte truet med at ‘skære halse over’ ved angrebet på Kongressen og ‘indsætte tre biler fyldt med bevæbnede patrioter’.

Udover ulovlig våbenbesiddelse er han også sigtet for at have truet Georgias nyvalgte demokratiske senator, Raphael Warnock, på livet.