I kølvandet på fundet af en 29-årig mands lig på et hotelværelse er politiet søndag formiddag skredet til anholdelse af en person. 

Personen er blevet anholdt i Ballerup kort før klokken 11, oplyser Københavns Vestegns Politi på X. 

Her lyder det også, at man har identificeret yderligere to mistænkte i sagen.

»Vi ved, hvem de er – og vi opfordrer dem til at melde sig selv til politiet,« siger vicepolitiinspektør Charlotte Skovby.

tip os
Ved du noget om sagen? Så hører B.T.s journalist Katja Mejborn gerne fra dig. Skriv til kame@bt.dk eller brug formularen herunder.

På X oplyser politiet desuden, at offeret er en 29-årig mand fra Polen. Hans pårørende er blevet underrettet om dødsfaldet. 

Den polske mand var gæst på A Hotels, hvor hans lig lørdag ved middagstid blev fundet.

Klokken var 12.15, da hotellets personale slog alarm, og siden har politiet arbejdet på hotellet, som har adresse på Vibeholms Alle 19 i Brøndby.

I første omgang lød meldingen fra politiet, at man undersøgte »et mistænkeligt forhold«.

Både retsteknikere og retsmedicinere ankom i løbet af eftermiddagen til stedet, og senere kunne politiet offentligt fastslå, at man stod med en mulig drabssag på hånden.

Allerede lørdag aften var meldingen, at man havde flere mistænkte i kikkerten, og at man i den forbindelse undersøgte en række adresser forskellige steder i politikredsen.

Undersøgelserne af gerningsstedet fortsætter søndag, hvor man også vil se nærmere på en bil med relation til sagen.

Den blev lørdag bugseret væk fra hotellets parkeringsplads.

»Efterforskningen fortsætter, og vi kan ikke oplyse yderligere for nu,« siger Charlotte Skovby om politiets arbejde søndag.

B.T. følger sagen.

Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På Fersk Gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.