En mand er lørdag fundet død på et hotel i Brøndby.  Politiet efterforsker sagen som drab.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi lørdag aften.

Politiet tilføjer, at manden opholdt sig på hotellet som gæst.

Han er død under »nogle omstændigheder, der medfører, at politiet efterforsker sagen som drab«, skriver politiet på det sociale medie X.

De pårørende er endnu ikke underrettet. Derfor har politiet ikke yderligere oplysninger i sagen lige nu. 

»Københavns Vestegns Politi hører gerne fra personer, som måtte have kendskab til hændelsen. Ring 4386 1448 døgnet rundt,« skriver politikredsen.

Der er intet, som knytter hændelsen til bandemiljøet. Ingen personer er anholdt i sagen, men politiet oplyste tidligere, at man havde nogle mistænkte i sagen, hvorfor man også har undersøgt nogle adresser.

Politiets arbejde har centreret sig ved A Hotels i Brøndby, hvor man dagen igennem har lavet undersøgelser. Og det fortsætter man med natten igennem, oplyser politiet kort efter klokken 21.45 lørdag aften.

Tidligere oplyste politiet til B.T., at det drejede sig om alvorlig og personfarlig kriminalitet.

»Vi er fem-seks patruljer derude lige nu,« lød det fra vagtchef David Borchersen, der tilføjede, at der også var retsteknikere og efterforskere på vej til stedet.

Nærmere ville politiet ikke komme det, før man havde færdiggjort nogle undersøgelser.

Vagtchef David Borchersen oplyste dog, at hændelsen var sket på et hotelværelse. Og det var hotellets personale, der alarmerede politiet.

Det gjorde de klokken 12.15.

A Hotels har adresse på Vibeholms Alle 19 i Brøndby.

Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På Fersk Gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.