Politiet har afspærret et større område på Wesselsvej i Holstebro, fordi de skal undersøge, hvad politiet selv betegner som et 'mistænkeligt dødsfald'.

Dødsfaldet skete onsdag, men først nu ser politiet grund til at undersøge det nærmere.

Det skriver TV Midtvest.

- Vi er blevet gjort opmærksomme på, at der kan være noget mistænkeligt omkring det her dødsfald, så det kigger vi nærmere på, siger vagtchef Ole Vanghøj fra Midt- og Vestjyllands Politi til mediet.

Politiet har været til stede på Wesselsvej med to patruljebiler siden klokken 15.30 torsdag, og omkring en time senere blev et mindre område ved en boligblok afspærret, så politiet kan sikre sig eventuelle spor.

Politiet oplyser torsdag aften til B.T., at de er færdige med undersøgelserne på gerningsstedet og de vil fredag morgen vende det med efterforskerne.

»Umiddelbart forventer vi ikke, det er noget, men vi vil gerne bare lukke nogle ting af,« fortæller Ole Vanghøj til B.T.