Lørdag aften blev flere personer anholdt i forbindelse med, at en 27-årig mand kom alvorligt til skade efter et fald fra en ejendom i Brændgårdsparken i Herning. 

Søndag morgen er alle de anholdte blevet løsladt, og der er ikke noget, der tyder på, at der er foregået noget kriminelt. 

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi på Politi Update. 

Politiet søger dog kontakt med en, muligvis to, kvinder, der skulle have været først ved forurettede efter faldet.

Har man set noget, kan man kontakte politiet på 114. 

Den 27-årige blev bragt til hospitalet med en lægehelikopter efter faldet. Hans tilstand er fortsat ukendt. 

Lørdag aften lød det, at hændelsen ikke umiddelbart har relation til en igangværende konflikt mellem to grupperinger i Herning-Ikast-området.

Det var især i maj, at Herning og Ikast var plaget af flere voldelige hændelser. Siden har politiet foretaget en række anholdelser, og konflikten er tilsyneladende blusset ned.