Opdatering: Midt- og Vestjyllands Politi oplyser klokken 20.30, at man har anholdt flere personer i relation til aftenens hændelse. De kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse yderligere om baggrunden for deres anholdelse.

Videre: Klokken 22.23 oplyser politikredsen, at man fortsat efterforsker, om der tale om en ulykke eller en kriminel handling. 

Midt- og Vestjyllands Politi har lørdag været massivt til stede på en adresse i Herning.  

Nærmere specifikt ved Brændgårdsparken, hvor både politibiler og helikopter har været ramme.

Ved du noget om sagen? Så skriv til B.T. på 1929@bt.dk. 

Det oplyser politikredsen i Politi Updates, der tilføjer om hændelsen: 

'Når vi er på stedet, skyldes det, at en 27-årig mand er kommet alvorligt til skade i forbindelse med et fald fra ejendommen. Vi er i gang med at undersøge de nærmere omstændigheder,' fortsætter politikredsen.  

Videre oplyser politiet, at den tilskadekomne er bragt til hospitalet med lægehelikopter. 

'Vi kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse yderligere om den tilskadekomne eller hans tilstand. De pårørende er underrettet.'

Senere lørdag aften oplyser politiet, at man stadig efterforsker, hvorvidt den 27-årige mands fald var en ulykke, eller der er tale om et kriminelt forhold. 

'Flere journalister har spurgt, om aftenens hændelse er relateret til den konflikt mellem to grupperinger i Herning-Ikast-området, som vi fortsat efterforsker. Det er der umiddelbart ikke noget, der tyder på,« skriver de i opdateringen. 

Ifølge TV Midtvest er to personer blevet tilbageholdt, der begge var iført hvide dna-lignende dragter. 

TV 2 skriver, at mere end seks politibiler og en helikopter har været på adressen. 

En person skulle være kommet til skade, oplyser Bjarke Lindholdt, der er indsatsleder hos Midt- og Vestjyllands Politi, til TV 2.

Politikredsen skriver afslutningsvis, at de meget gerne vil høre fra eventuelle vidner, der kan ringe til 1-1-4, hvis de har informationer. 

'Vi vil også meget gerne høre fra borgere, der har været i området og kan have relevante videooptagelser derfra. Det kan fx være relevant, hvis du har dashcam i din bil og er kørt igennem området eller har været parkeret ved Brændgårdsparken lørdag eftermiddag/aften.'