Politiet har tidligere oplyst, at flere vidner overværede den tragiske hændelse, da en 41-årig kvinde blev dræbt fredag aften.

Nu tilføjer de, at der blandt øjenvidnerne var børn til stede.

Det siger efterforskningsleder Anders Uhrskov ved Nordjyllands Politi til B.T.

I alt var to børn til stede. Hvem børnene var, hvor gamle de var og om de havde en relation til den afdøde eller den 52-årige, der har erkendt drabet, kan han ikke oplyse. Men han fortæller, at politiet ligger inde med oplysningerne.

Anders Uhrskov fortæller tilmed, at den 52-årige og den dræbte havde en relation til hinanden, men hvilken relation kan han ikke komme ind på.

Efterforskningslederen fortæller, at politiet fortsat vil være til stede med forbyggelsespatruljer og tryghedsskabende patruljer lidt endnu på gerningsstedet.

»Vi forsøger at genoprette den tryghed, der ellers altid er derude. Vi har på fornemmelsen, at folk er glade for at se os derude,« tilføjer han.

»Der er ingen tvivl om, at det her har været en usædvanlig grov sag, og det er også, hvad vi hører fra de vidner, vi har afhørt.«

Årsagen til, at sagen ses som usædvanlig grov, er, at der bliver skudt en person på åben gade. Det er usædvanligt i denne del af landet og hører heldigvis til sjældenhederne, siger Anders Uhrskov.

»Der er heldigvis langt imellem, at det her sker i vores del af Danmark.«

Allerede fredag fik politiet mange henvendelser på sagen og brugte hele natten til lørdag på afhøringer.

Lørdag har de snakket med godt og vel 10 personer, der har henvendt sig til dem.

»Nu er det vores arbejde at få det fuldstændige billede over, hvad der er sket,« afslutter efterforskningsleder Anders Uhrskov.

De næste mange måneder vil de fortsætte efterforskningsarbejdet.

Opdateres...