Politiet har torsdag eftermiddag givet en kort status i sagen om drabet på Hanne With.
Det har vicepolitiinspektør Brian Belling ved Københavns Politi netop gjort over for TV 2 News.
Og her sagde han blandt andet, at man har modtaget 17 henvendelser fra borgere siden onsdag.
»De går i mange retninger. Det er alt fra folk fra slagteriskolen i Roskilde til folk, som kender den anholdte.«

»Og alle henvendelser er interessante for os,« siger Brian Belling.
Politiet foretog tirsdag anholdelse af en 53-årig mand. Han er sigtet for at have dræbt Hanne With i 1990.
Han blev fremstillet i grundlovsforhør onsdag og blev varetægtsfængslet i fire uger. Den 53-årige sigtede nægter sig skyldig.
På et pressemøde onsdag gav Brian Belling en orientering i sagen, hvor han blandt andet sagde, at man søger ét bestemt vidne.
Vidnet kontaktede politiet 7. oktober 1991 og indgav en anonym besked. Vidnet påstod at vide, hvem der tog livet af Hanne With i hendes lejlighed nytårsaften 1989/1990.
Politiet søger dog stadig det konkrete vidne.
»I 1991 ringede han og sagde, at han arbejdede på et slagteri i Lemvig. Han sagde, at en tidligere kollega kunne være gerningsmanden.«
»Så nævnte han to navne, som dog ikke passer med vores anholdte. Derfor skal vi have fat i ham og høre, hvorfor han nævnte de navne,« siger Brian Belling.
Politiet vil fortsat gerne høre fra folk, der måtte vide noget i sagen.
Gør man det, skal man tage kontakt til politiet på telefon 114.
Politiet mener at have fat i gerningsmanden takket være udviklingen i dna-teknologien.
Københavns Politi har især fokuseret på analyser af dna-materiale, som er fundet på Hanne Withs bukser, og som med meget stor sandsynlighed stammer fra gerningsmanden.
Og det er netop en dna-analyse foretaget af Retsgenetisk Afdeling på Retsmedicinsk Institut, som nu har givet et længe ventet gennembrud i den 34 år gamle drabssag.
»Analysen har nemlig påvist, at dna-materialet stammer fra et nært familiemedlem til en konkret person, hvis dna findes i politiets dna-register,« skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Læs mere om sagen LIGE HER.
Lyt med når B.T.s kriminalredaktion hver uge går helt tæt på aktuelle emner, den kriminelle underverden og store efterforskninger.