Det er en 25-årig mand, der blev ramt af skud i Brøndby sent fredag aften. Han er fortsat indlagt, men uden for livsfare.

Manden blev ramt af skud i Ulsøparken ud for nummer 6 i Brøndby Strand. Efterforskningen tyder på, at der blev affyret flere skud i området.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse. Politiet efterlyser vidner til skyderiet.

»Vi hører gerne fra vidner, som har bemærket noget mistænkeligt i tiden før, under eller efter hændelsen ved 23.30-tiden i Ulsøparken – det kunne for eksempel være personer eller køretøjer,« udtaler vicepolitiinspektør Peter Malmose fra Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 23.34 og rykkede ud, hvor de fandt den sårede 25-årige mand, som blev kørt med ambulance til hospitalet.

Politiet er i gang med at kortlægge hændelsesforløbet og har foreløbig oplysninger om, at der muligvis fandt et slagsmål sted få hundrede meter fra Ulsøparken i Brøndby tidligere fredag aften. Det skal være ved Kisumparken 118 omkring klokken 19.

Politiets foreløbige efterforskning viser, at der muligvis fandt et slagsmål sted få hundrede meter fra Ulsøparken i Brøndby tidligere fredag aften. Det skal være ved Kisumparken 118 omkring klokken 19.

Det er endnu uvist, om de to episoder kan hænge sammen, men Københavns Vestegns Politi hører også gerne fra vidner med kendskab til episoden i Kisumparken.

Motivet for skyderiet er fortsat uklart, men ifølge vicepolitiinspektøren er der foreløbig intet, der tyder på, at det har forbindelse til de seneste ugers drabelige skyderier i Storkøbenhavn.

Vicepolitiinspektøren understreger dog, at der efterforskes bredt, og at intet udelukkes.

Lokalpolitiet er til stede med en mobil politistation i Ulsøparken frem til klokken 13. Vidner og borgere kan henvende sig der eller kontakte Københavns Vestegns Politi på 43 86 14 48.