»Der er stadig intet nyt. Vi har endnu ikke fundet ham.«

Københavns Politi leder fortsat intenst efter den 21-årige unge mand, som politiet formoder sad bag rattet, da en bil onsdag eftermiddag kørte ind i en mor og hendes fem-årige datter på Frederiksberg.

Den lille pige blev dræbt, men føreren stak af fra ulykkesstedet.

Trods en storstilet eftersøgning, er den efterlyste bilist altså stadig på fri fod.

»Vi har ikke fundet ham endnu, men vi opfordrer ham kraftigt til at melde sig selv,« lyder det torsdag morgen fra vagtchefen ved Københavns Politi, Michael Andersen.

Onsdag aften fortalte hans kollega, Kristian Rohdin, til B.T., at mor og datter simpelthen var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Tragedien fandt sted tæt på klokken 16 på Peter Bangs Vej på Frederiksberg.

Her kørte en stor, sort bil ind i en mor og hendes femårige datter, der gik på fortovet.

Den lille pige døde af sammenstødet, mens moderen slap så let, at hun var i stand til at tale med politiet efter ulykken.

»Hun var og er meget chokeret,« fortæller Kristian Rohdin dog.

Vagtchefen oplyser, at de foreløbige undersøgelser på stedet viser, at bilisten, der altså stak af efterfølgende, kom kørende fra Sæbyholmsvej og fortsatte direkte hen mod moderen og hendes datter.

Da bilisten havde ramt de to, tog han efterfølgende flugten fra gerningsstedet, og politiet har stadig ikke haft held med at finde ham.

Der er allerede blevet lagt blomster ved Peter Bangs Vej 252, hvor ulykken fandt sted.
Der er allerede blevet lagt blomster ved Peter Bangs Vej 252, hvor ulykken fandt sted. Foto: Mathias Øgendal
Vis mere

Siden har Københavns Politi på Twitter skrevet, at de mener, det er den 21-årige mand, der står bag, og derfor finder der lige nu en mindre menneskejagt sted i Københavnsområdet.

»Vi er ret overbeviste om, at det er ham, så jeg vil sige: Meld dig nu bare,« siger Kristian Rohdin.

Vagtchefen afkræfter desuden, at den formodede gerningsmand har en relation til moderen eller datteren.

Selv om vagtchefen torsdag morgen ikke vil bruge ordet menneskejagt understreger han, at den 21-årige mand »bestemt er eftersøgt af os.«

Vagtchef Michael Andersen ønsker ikke at komme nærmere ind på, hvorfor politiet føler sig sikre på, at det er ham, der kørte den lille pige og hendes mor ned.

»Det er et stykke politiarbejde, der ligger bag. Nærmere ønsker jeg ikke at komme på det,« siger han.

I forhold til den eftersøgtes baggrund, siger han:

»Når vi har hans id, er det klart, at vi ved, hvem han er, men ellers har jeg ingen kommentarer til den sag.«