Fra mandag er det lovligt at antænde og affyre fyrværkeri. Og det har fået Fyns Politi til tasterne med en klar opfordring til alle.
'Tænk dig om, det kan blive dyrt,' skriver Fyns Politi på det sociale medie Twitter.
Her mener politiet naturligvis, at det kan blive dyrt, hvis du bryder loven i forbindelse med brugen af fyrværkeri.
I samme forbindelse minder politiet om, at der er afstandskrav til både stråtag, dyrehold og visse bevoksninger, som også skal overholdes.
Og hvis du er ekstra hensynsløs med fyrværkeriet, så kan du sågar risikere at ryge i fængsel.
'Skud efter person kan give fængsel, mod for eksempel brandvæsen eller politi kan give op mod otte års fængsel,' skriver politiet i tweetet.
Og derfor opfordrer politiet altså til, at alle tænker sig om en ekstra gang, inden de giver sig i kast med det farverige krudt, der for de fleste hører sig nytåret til.
Reglerne for, hvor stor afstand der skal være, når der skydes fyrværkeri af, lyder:
Mindst 10 meter til døråbninger, porte og andre åbninger.
Mindst 100 meter til bygninger med tag, der let antændes. Det er for eksemplet stråtag.
Mindst 200 meters afstand fra raketter for mennesker, let antændelig bevoksning, oplag af brandbare materialer og lignende.
Mindst 100 meters afstand til landbrug med dyrehold, hundekenneler eller marker med dyr, der går ude.
I blæsevejr skal der i vindretningen være dobbelt så stor afstand til bygninger og beplantning, der kan antændes.