Politiet var mandag massivt til stede i Hejnsvig i det sydlige Jylland.

JydskeVestkysten skriver, at det angiveligt er en blodprop, der var årsagen til politiets talstærke fremmøde, da de ville undersøge, om der var sket noget kriminelt i forbindelse med dødsfaldet.

En borger i Hejnsvig oplyste til JydskeVestkysten, at man allerede klokken 5 i morges kunne høre en lægehelikopter henover byen, og at hjertestarteren var blevet hentet i Dagli'Brugsen.

Tidligere i dag var Sydøstjyllands Politi hemmelighedsfulde omkring, hvorfor de var mødt så talstærkt op, men nu fortæller de til JydskeVestkysten, at der næppe er foregået noget kriminelt på stedet.

»Lige nu peger det ikke i retning af, at der er sket en forbrydelse. Men indtil vi har de endelige udtalelser fra dem, der har været ude og undersøge stedet, vil jeg helst ikke udtale mig mere om det,« siger efterforskningsleder Jens Lyng fra Sydøstjyllands Politi.