En stor politiaktion har søndag eftermiddag og aften været i gang i et boligområde på Amager.

Politiet ankom til området ved 15.30-tiden, hvor de spærrede området omkring Følfodvej i Tårnby af.

Herefter ankom både indsatsleder, kriminalteknikere og Hærens Ammunitionstjeneste, EOD. De rykker blandt andet ud og undersøger og fjerner ueksploderet ammunition.

Københavns Politi har dog været yderst tilbageholdne med information i sagen.

Ifølge B.T.s reporter på stedet var politiet iført hvide og blå beskyttelsesdragter under aktionen, der fandt sted i et boligområde. I området ligger også både en skole, en boldbane og et gymnasium.

To personer er anholdt i forbindelse med aktionen, fortæller politiinspektør hos Københavns Politi, Henrik Andersen.

Han ønsker af hensyn til efterforskningen ikke at fortælle, hvad de anholdte personer er sigtet for.

»De vil blive fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten mandag, og vi forventer, at det bliver for lukkede døre,« siger Henrik Andersen.

Både brandvæsen, politi, ambulancer og kriminalteknikere er til stede ved politiaktionen. Foto: Mikkel Johansen, Byrd
Både brandvæsen, politi, ambulancer og kriminalteknikere er til stede ved politiaktionen. Foto: Mikkel Johansen, Byrd
Vis mere

Ingen er kommet til skade i forbindelse med sagen.

Efterforskningen på stedet ventes at vare "et par timer endnu", fortæller vagtchefen omkring klokken 17.15.