I en større retssag om besøgspraksissen for indsatte i Norge er det nu blevet fastslået, at fangerne blev behandlet 'umenneskeligt' og 'nedværdigende'.

Der var blandt andet en fange, som blev bedt om at tage alt sit tøj af 200 gange på halvandet år. Det var en overtrædelse af forbuddet mod tortur.

I alt er der 30 fanger, som alle har været udsat for grænseoverskridende episoder udført af fængselsbetjentene.

»Kvindelige indsatte fortæller os, at de var nødt til at fjerne brugte tamponer eller bind under besøgene. De måtte løfte deres bryster og åbne deres mundhule til visuel inspektion,« siger fangernes advokat, Hessen Jacobsen, til tv 2.no.

Advokatfirmaet, der har repræsenteret fangerne, har meldt ud, at mange af sagerne kan føre til millionerstatninger på grund af de voldsomme hændelser.

I henhold til norske retningslinjer skal fangerne klædes af trin for trin, inden de får besøg. Det skal de, fordi betjentene skal tjekke for smugling og sikre sig, at fangerne ikke har gjort skade på sig selv.

Det grænseoverskridende handler i høj grad om, at betjentene har opført sig uprofessionelt og upassende under kontrollen. Flere har eksempelvis fået kommentarer på, hvordan de så ud uden tøj på.

Siden dommen har det norske fængselsvæsen indført nye retningslinjer for proceduren med besøgskontrol.