En uoverensstemmelse eskalerede onsdag eftermiddag og resulterede i et knivstikkeri på Frederiksberg.
Torsdag middag oplyser Københavns Politi, at politiet nu har en mistænkt i sagen.
»De to involverede i knivstikket, gerningsmanden og den forurettede, har en personlig relation til hinanden, og vi har nu en mistænkt, som vi leder efter,« lyder det.
Selvom politiet nu har en mistænkt i sagen, er det fortsat ikke lykkedes at anholde den formodede gerningsmand.
Knivstikkeriet skete onsdag eftermiddag, da to personer kom op at toppes på netcaféen Good Game Esports Center ved Dirch Passers Allé på Frederiksberg.
»Den ene har trukket en kniv og har tildelt den anden et overfladisk stik,« forklarede efterforskningsleder ved Københavns Politi Anders Frederiksen efter hændelsen til B.T.
Knivstikkeriet har ikke krævet behandling, og det er fortsat uvist præcis, hvad der er årsag til, at episoden eskalerede.
Det lykkedes gerningsmanden at stikke af fra stedet, før politiet fik vedkommende i sin varetægt, og derfor er politiet altså fortsat på jagt.