Onsdag aften kæntrede en båd i Køge Bugt. Nu har politiet identificeret den fjerde mand, der omkom i ulykken.

Københavns Vestegns Politi oplyser til TV 2, at det drejer sig om en 34-årig mand.

Også en 31-årig mand mistede livet, mens en 24-årig samt en 33-årig selv formåede at svømme i land.

Onsdag aften kæntrede båden ud for Avedøre Holme i Køge Bugt, hvilket udløste en omfattende redningsaktion.

Ifølge de foreløbige vidneudsagn fik båden først motorstop og begyndte siden at tage vand ind, hvorefter den kæntrede.

Anmeldelsen kom klokken 22.52.

Lars Jørgensen, vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, oplyste natten til torsdag til Ritzau, at de to omkomne formentlig mistede orienteringen på vandet.

»Båden var gået ned, hvilket vil have gjort de fleste ubehageligt til mode, men man skal tænke vejret ind her. Det var forfærdeligt vejr med lyn, torden og regn, hvilket har gjort det endnu værre.«

De fire personer havde derudover ikke redningsveste på.

Den ene person blev erklæret død på havnen.

Den anden blev erklæret død på hospitalet.

De to øvrige har været til undersøgelse på hospitalet og har det efter omstændighederne godt.