To personer er omkommet, efter en båd onsdag aften kæntrede i Køge Bugt.

En båd med fire personer kæntrede onsdag aften ud for Avedøre Holme i Køge Bugt og udløste en omfattende redningsaktion.

To personer har mistet livet som følge af kæntringsulykken, mens de to øvrige selv formåede at svømme i land

Det oplyser Lars Jørgensen, vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, til Ritzau klokken 02.20 torsdag.

»I forbindelse med kæntringsulykken er to ved egen hjælp svømmet til bredden, mens de to andre formentligt har mistet orienteringen på vandet,« siger han.

»Båden var gået ned, hvilket vil have gjort de fleste ubehageligt til mode, men man skal tænke vejret ind her. Det var forfærdeligt vejr med lyn, torden og regn, hvilket har gjort det endnu værre.«

Han oplyser desuden, at de fire personer ikke havde redningsveste på.

Anmeldelsen kom klokken 22.52

Omkring klokken et natten til torsdag oplyste Hovedstadens Beredskab på Twitter, at alle fire personer var bragt på land.

Den ene person blev erklæret død på havnen, mens den anden blev erklæret død på hospitalet, oplyser politiet.

De to øvrige har været til undersøgelse på hospitalet og har det efter omstændighederne godt, fortæller vagtchefen.

Hovedstadens Beredskab, Forsvarets redningstjeneste, vanddykkere og overfladereddere deltog i redningsaktionen, som blev besværliggjort af det voldsomme vejr.

»Vi har sat massivt ind. Det er vanskeligt med de vindstød og det tordenvejr, der er lige nu. Det giver dårlig sigtbarhed. Det er formentlig også skiftet i vejret, der er kommet bag på sejlerne,« fortalte vagthavende operationschef ved Hovedstadens Beredskab, Kristian Levy, til B.T. onsdag aften.

Politiet har natten til torsdag endnu ikke orienteret de pårørende til den ene af de to omkomne.

Derfor er den nærmere identifikation af de to endnu ikke offentliggjort.

Alle de fire om bord var voksne, oplyser vagtchefen.