Aktuelle sager om tricktyveri har lige nu stor bevågenhed fra politiet efter gentagne anmeldelser fra borgere.
En større efterforskning er således sat i gang, da fem borgere – og måske flere – har været udsat for opsigtsvækkende tricktyveri.
Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Det, der får politiet til at kæde sagerne sammen, er, at forbrydernes fremgangsmåde er den samme. Borgere, typisk ældre, bliver ringet op af personer, der udgiver sig for at være fra borgernes bank.
Samtidig påstår de, at der er problemer med borgernes netbank.
»Når de har ringet borgerne op, beder tricktyven om, at man har sit betalingskort klar, da der skulle være problem med deres netbank eller lignende. Herefter ringer en anden person på døren for at få udleveret kortet,« forklarer lederen af politiets efterforskning af sagen, politikommissær Mikkel Brügmann, der kraftigt understreger:
»Lad være med at udlevere dit kort og kode til fremmede. Og kontakt straks os på 114, hvis du bliver udsat for det her. Vi efterforsker aktuelt sagen, så alle anmeldelser er vigtige for os.«
Ikke desto mindre er fem personer gået i fælden og har fået stjålet et ukendt beløb. Tyverierne er sket i Hobro, Mariager og Svenstrup.
Nordjyllands Politi vil ikke blive overrasket, hvis flere anmeldelser tikker ind:
»Vi har på fornemmelsen, at det er kriminelle, som opererer i en større del af landet – og derfor kan de hurtigt være videre til andre områder: Vi afhører ofrene og mulige vidner samt foretager en række efterforskningsskridt. For eksempel indhentning af overvågning og andre mulige spor sikres, så vi kan få de skyldige stillet til regnskab for det her.«
»Vi ved, at de opererer flere i foreninger,« siger politikommissær Mikkel Brügmann.
Politiet opfordrer til at ringe 1-1-4, hvis man bliver forsøgt bestjålet. Desuden er det en god idé, hvis unge advarer forældre og bedsteforældre om tricktyvenes adfærd.

