Per Brændgaard er efterfølgende blevet frikendt for voldtægt.

---

Flere personer har henvendt sig til politiet med oplysninger om den voldtægtsanklagede krammeterapeut Per Brændgaard. Det oplyser sagens anklager til B.T.

»Vi har modtaget flere henvendelser fra både mænd og kvinder med relation til den tiltalte og hans praksis som krammeterapeut. Henvendelserne relaterer sig til den tiltale, der er rejst, men det har ikke ført til nye sigtelser,« siger anklager Kristoffer Gammelgaard Petersen.

Hvad henvendelserne drejer sig om, vil anklageren ikke ind på.

B.T. erfarer imidlertid, at flere henvendelser omhandler situationer, hvor grænserne mellem platonisk kram og seksuel intimitet er blevet overskredet.

Per Brændgaard fotograferet under en krammesession i oktober 2015.
Per Brændgaard fotograferet under en krammesession i oktober 2015. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen
Vis mere

Per Brændgaard hævder, at der går en klar grænse mellem hans professionelle praksis som krammeterapeut og hans polyamourøse sexliv med mange forskellige partnere.

Men en 29-årig kvinde mener, at den grænse blev voldsomt overskredet under en terapisession i Per Brændgaards lejlighed i maj sidste år.

Ifølge et anklageskrift fra Københavns Politi udnyttede Per Brændgaard, at kvinden på grund af terapisessionen var i en situation, hvor hun var ude af stand til at modsætte krammeterapeutens seksuelle tilnærmelser.

I anklageskriftet er det beskrevet, hvordan kvinden til politiets efterforskere har forklaret, at Per Brændgaard først tog hendes hånd og lagde den på sit lem. Da hun fjernede hånden, lagde han den igen på sit skridt og holdt fast om hånden.

Per Brændgaard har offentligt fortalt, at han er såkaldt polyamorøs og at han har haft op til ti kærester på en gang.
Per Brændgaard har offentligt fortalt, at han er såkaldt polyamorøs og at han har haft op til ti kærester på en gang. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Desuden trak han ifølge tiltalen ud i sine bukser, så lemmet blev synligt for kvinden, og bad hende om at lægge sig med ham i sengen under foregivende af, at de skulle kramme.

Herefter nussede han ifølge anklageskriftet på hendes g-streng og foregav at heale, indtil han pludselig stak en finger op i hendes skede uden hendes viden eller samtykke.

Situationen udviklede sig til et egentligt samleje med kondom og udløsning, selv om kvinden en enkelt gang forsøgte at skubbe krammeterapeuten væk og flere gange gav udtryk for, at han overskred hendes grænser, at hun ikke havde lyst til at være sammen med ham seksuelt, og at det gjorde ondt.

Per Brændgaard nægter sig skyldig i tiltalen. Sagen indledes ved Københavns Byret på fredag.